Luk vindue

Coach din teenager!

Pia Beck Rydahl: Teenpower. Skab det teenageliv du drømmer om!. 208 sider. 199 kr. Politikens Forlag.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Coaching. Halvdelen af alle virksomheder tilbyder deres medarbejdere coaching. Nu er coachbølgen nået frem til teenageværelserne. Det er bedst at undgå at ride med på den.

Begrebet coaching fik for alvor fart i 1980erne, da sportsstjerner skulle motiveres til at præstere deres yderste. Siden da har man taget begrebet til sig inden for snart sagt alle erhverv. Coaching har haft så stor en succes, at halvdelen af alle danske virksomheder i dag tilbyder deres medarbejdere coaching. Medmindre man med det samme siger, at halvdelen af alle virksomheder er dumme eller har for mange penge, må man formode, at coaching har en berettigelse og har en påviselig positiv effekt på virksomhedernes bundlinie. Inden for de senere år er der sket en yderligere inflation af coachingbegrebet. Nu har man »lifecoaches«, der skal hjælpe en på vej til at opnå personlige mål, eller »stresscoaches«, der skal nedsætte ens stress, og det sidste nye skud på stammen er åbenbart »teencoach«, hvis mål er at hjælpe teenagere til at få et bedre liv.

Hele bevægelsen omkring coaching er særdeles markant og hænger umådelig godt sammen med en generel bevægelse i samfundets selvforståelse om at »tage ansvar« – også for sig selv. Inden for børneopdragelse har Jesper Juul nærmest overtaget scenen med sin påstand om, at det, »vi traditionelt forstår ved opdragelse, både er overflødigt og direkte skadeligt i den forstand, at det ikke bare er usundt for børnene, men også blokerer de voksnes menneskelige vækst og udvikling – og endelig påvirker samspillet mellem børn og voksne destruktivt.«

Citatet er fra Juuls bog Dit kompetente barn. Efter at man dermed på det psykologiske niveau effektivt har blokeret for de voksnes muligheder for sanktioner og afgrænsninger og kalder den gamle opdragelse for »uetisk«, har man naturligvis kun coachingen tilbage. Vi er tilbage til Platons to et halv tusind år gamle tese om, at vi grundlæggende ved det hele på forhånd, så man skal blot stille de rigtige spørgsmål for at få den rette erkendelse frem.

Problemet er, at mens man på den eneside taler om venlig coaching, så glemmer man på den anden, at coaching handler om at forbedre ens præstationer. Coaching er ret simpelt, og Pia Beck Rydahl opsummerer metoden træffende i sin bog, Teenpower: 1. Skab dig et mål. 2. Kend dine STOP-tanker. 3. Find din indre benzin. 4. Se efter guldet og 5. Bryd dine vaner.

Og det er det besnærende, men også forkerte, ved coaching for teenagere. De eksempler, som Rydahl har i bogen, er fra unge mennesker uden andre problemer, end at de er unge, og som sådan roder lidt rundt i det rent identitetsmæssigt. Rydahl baserer blandt andet sin coaching på en personlighedstest baseret på det såkaldte Enneagram, som man rent videnskabeligt kan erfare er mindst lige så præcis, som hvis man får lagt et horoskop. At samme Enneagram oveni danner grundlag for en række virksomheders ansættelser kan give mig myrekryb at tænke på.

Coaching forstærker præstationer ved, at den enkelte fokuserer sin indsats for at opnå et ydre mål. At bruge NLP, positive tanker og den type metoder til teenagere kan være godt, hvis de, for nu at sige det på nudansk, er ude i hampen. Så er der ikke plads til filosofiske overvejelser.

Men det forkerte ved at anvende coaching på almindelige unge er, at coaching i et eller andet omfang spiller på idealet om »det hele menneske«. Hvis man er genert, så skal man lære at være udadvendt. Hvis man mangler venner, skal man ændre det, der gør, at man ikke får venner og så videre.

Men er det det rigtige ideal? Ens mål kommer ikke indefra, når en coach er involveret. De kommer i interaktionen med den voksne coach og påvirkes dybt af det menneske, der coacher én. Pia Beck Rydahl mener det sikkert godt, men grundlaget, hun bygger sin velmenthed på, er særdeles problematisk. For sunde, og naturligt forvirrede unge vil coaching kun være med til at ensrette de unge og deres sind til at fokusere på en lang række ydre, tidsafgrænsede mål.

Rydahl siger det næsten selv: »Kan du slet ikke genkende dig i nogen af typerne? Så er du måske en af typerne, der gerne vil være sin egen og speciel – og som ikke kan lide at blive puttet ind i en kasse. Læs evt. bogen færdig og vend tilbage for at finde din type.«

For i en kasse – det skal man! At typerne ikke nødvendigvis er repræsentative, ligger uden for forfatterens fantasi. Selv om forfatteren sikkert er et venligt menneske, mener jeg coaching for unge er en farlig vej at gå. Med en coach ender livet med at handle om ens målbare præstationer, og det vil i sidste ende forstærke den naturlige egoisme og true en sund filosofisk og ikke mindst selvstændig refleksion.

Anmeldelse tidligere bragt den 20-06-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret