Luk vindue

Arme riddere

Susanne Clod Pedersen: De gyldne sporer. 327 sider, 300 kr. Borgen

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Middelalderlig. Slægtsfejde og blodhævn med en dansk ridder anno 1415.

Clod Pedersens ”De gyldne sporer” er første bind i en trilogi i en udviklingsroman om en ung dansk ridder, der forelsker sig og formentlig bliver klogere i løbet af de næste par bøger.”De gyldne sporer” er skrevet som en pastiche, dvs. i et lidt gammeldags og ind i mellem snørklet sprog, der forsøger en direkte efterligning af et forældet sprog. Clod Pedersen har tidligere kastet sig over vikingetiden i romanerne ”Arnulf” og ”Veulf”, i øvrigt også som pasticher, med et sprog der næsten tiltvang sig for meget opmærksomhed. I hendes nye roman er der svung og masser af liv i sætningerne. Hør blot her: ”Latter og råb, vrinsken og snak, havde Herr Ludvigs gæster taget sig prægtigt ud i kirken og under dystløbene, så glimrede nu de tungeste guldkæder mod de mest kostbare og farvestærke stoffer fra fjerne egne, og fjer og flagrende hovedlin kælede mod gråværk og silke. Snabelsko med bjældekant, påsyede ædelsten, silkebroderede kofter med blomstermønstre, hatte draperede med lange spraglede slør, mageløst var det, mageløst.”

”De gyldne sporer” handler om ridderen Hialmar, som i året 1415 ser sig nødsaget til at bortføre jomfru Arina, som er datter af hans families ærkefjender, for at redde hende fra at blive voldtaget af hendes egen bror. Romanen indeholder en del henvisninger til Chrétiens ridderromaner, som blandt andet er udgangspunktet for myten om den hellige gral og historierne om Arthur, Lancelot og alle de andre riddere om det runde bord. Det er egentlig først i 1883, at ridderromanerne – og Lancelothistorien i særdeleshed - blev brugt til at definere begrebet ”den høviske kærlighed” af den franske litteraturprofessor Gaston Paris. En definition, der senere har været genstand for megen debat. For Chrétiens værker er rent strukturelt, fortællermæssigt og tematisk lige så komplicerede og tvetydige som en moderne roman, og har gennem tiderne været tolket allegorisk som et billede på kærligheden som transcendent, samfundskritisk som en kritik af den herskende orden, og kønsrolleforskere har ønsket at se Lancelots kærlighed til Guenevere som en masochistisk kontrakt, der bliver levet ud. Det er ikke ualmindeligt at kalde Chrétiens værker, der blev til i det feudale Frankrig i sidste halvdel af 1100-tallet, for de første moderne europæiske romaner, selv om der ganske vist i virkeligheden er tale om en digtcyklus med temmelig komplekse rim. Om historierne derfor kunne bruges så enøjet som Arina og Hialmar gør det i det herrens år 1415, er jeg ikke helt så overbevist om, men det er trods alt en mindre detalje set i den store sammenhæng, ikke mindst da der fandtes mange forskellige versioner af Chrétiens historier i omløb.

Hialmar fremstår som en ualmindelig naiv, ja næsten dum, dreng, der er rigtig god til at slås, og som ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger. Hans livs mål er at opnå ridderlig ære og helst dø under kamp for konge og jomfru. Og det i en tid, hvor renæssancen er på vej i det øvrige Europa, hvor de første bøsser for længst er opfundet og så småt begyndt at blive taget i brug sammen med kanonerne. Hialmar bliver ridder hos Erik af Pommern, som ruster sig til krig mod holsternerne og hansaen i Lübeck. Det meste af ”De gyldne sporer” handler imidlertid om Hialmars forelskelse i Arina, og hans mange kampe, både i og uden for turneringerne. Der er lidt middelalder-billedblad over det. Romanen har et imponerende klangfuldt sprog, kampscenerne er meget ægte, og ridderne mangler ingenting i høviskhed. Alligevel bliver historien om Hialmar og Ariane ikke rigtigt vedkommende og relevant for en nutidig læser på noget tidspunkt. Der er for meget form og for lidt indhold.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-04-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret