Luk vindue

Når svinehunden glammer

Sally Altschuler: Madam Blå og Svinehunden. 264 sider. 269 kr. Sesam
Bjarne Dalsgaard Svendsen: Prinsessen fra Mørket. Et eventyr. 85 sider. 179 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Allegori. Billedlig tale til politik og poesi. Sally Altschulers børnebog er noget så sjældent som et rendyrket politisk manifest imod fremmedhad og intolerance, personificeret ved en slet skjult Pia Kjærsgaard i rollen som »Madam Blå«, og med et temmelig karikeret billede af et Danmark, hvor alt på overfladen virker fredeligt, men hvor den indre svinehund i virkeligheden styrer landet, her kaldet »Godtland«. Hvis det rimer dårligt på en børnebog, så er det, fordi forfatteren bruger allegorien som middel. Det handler om drengen Abel, hvis lillesøster Nana forsvinder gennem et mystisk standerur ind i en anden verden, hvor hun holdes i luksuriøst fangenskab af på overfladen pæne, men på indersiden onde Madam Blå. Alle ikke-konforme får et besøg af politiet, der enten truer dem til rette eller fodrer dem til svinehunden: en kolossal sulten svinehund, der er lænket til Det Meget Store Ur, så ingen kan komme den nær og sætte tiden og dermed forandringerne i gang. Der er to slags mennesker i »Godtland«. Der er de oprindelige godtlændinge, og så er der de andre, som er mørkere i huden og behandles som slaver. De må ikke færdes blandt godtlændinge uden at bære maske. Før i tiden levede godtlændinge og fremmede i fredelig sameksistens. Abel er katalysator for en udvikling i Godtland, der i sidste ende vil føre til Madam Blås endeligt. Der er selvfølgelig en myte blandt de fremmede om en frelsende »Træk-op mand«, der starter »Det Meget Store Ur« og sætter forandringerne i gang, så Madam Blå forsvinder. Men romanen er klar: der er ingen frelser, og kun ens eget initiativ kan i sidste ende ændre på tingenes tilstand. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og som voksenlæser er man nok for politisk bevidst til helt at læse eventyret fremfor allegorien. Madam Blå og Svinehunden er for tyk i sin billeddannelse, men Altschuler skal have den ros, at historien er konsistent på begge planer. Det er på én gang befriende at læse en politisk roman i børnehøjde, og samtidig vanvittig irriterende at det politiske fylder så meget, at personerne aldrig bliver andet end skabeloner. Dalsgaard Svendsen anvender også den litterære allegori. Han har for lang tid siden lovet mig bank, hvis jeg anmeldte ham dårligt. Han var godt nok ikke helt ædru på det tidspunkt, og han mente det i spøg, men bevares – en trussel er en trussel. Man skal lægge øre til meget som anmelder! Jeg havde helt glædet mig til at drille ham i en anmeldelse, men det viser sig desværre, at hans nyeste bog er fremragende. Prinsessen fra Mørket handler om Mirjam, som er bange for alting. Hendes far er lige død, og hun var for bange til at kysse den døde farvel. Men så kommer en lille bitte prinsesse Majrim, som skal have hjælp af Mirjam til at jage mørket væk i sit land. Det ville have været banalt, hvis ikke det var, fordi Mirjam kun kan komme til det land, når hun er bange. Og bliver sendt tilbage til sit eget, når hun er bange i fantasilandet. Det er genialt fundet på: I den virkelige verden må hun således hele tiden udfordre sin angst for at flygte fra den og komme til fantasilandet, og i fantasilandet må hun sørge for ikke at blive bange for ikke at komme tilbage til virkeligheden. En svær balance! Majrim er naturligvis Mirjam stavet bagfra, og naturligvis handler hele den smukke historie både om at komme overens med faderens død og om at opdage, at det, man er bange for, holder op med at være farligt, når man går i lag med det. Det er et poetisk og klassisk eventyr, som egner sig perfekt til oplæsning. At Lilian Brøgger har lavet rammende og stemningsfyldte sort/hvide illustrationer undervejs gør bestemt ikke bogen ringere!

Anmeldelse tidligere bragt den 14-03-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret