Luk vindue

Klods Hans på stoffer

Johanne Algren: Louis 121092-2922. 189 sider. 149 kr. Phabel

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Pegefingre. De unge må selv løfte dem.

Godt afslørende tv-journalistik er at visenoget direkte, lige på og hårdt. Det skal chokere seeren, og ugerningen skal være selvindlysende forkert. Den selvglade, selvretfærdige kristusfigur (journalisten) spørger barnagtigt skurken: »Ved du ikke, at det, du laver, er ulovligt?« Det virker godt på tv – i alt fald får programmerne mange seere, selv om jeg selv får kvalme af at se så konstruerede scener, som når journalisterne i påtaget naivitet har stået foran en hemmelig CIA-lufthavn i flere dage og forsøgt at få kontakt med nogen indenfor. Selvfølgelig ved de godt, at de ikke får fat i nogen, der vil sige noget som helst fornuftigt. Og det ved seeren også godt. Men vi taler jo heller ikke om journalistik længere, men om en iscenesættelse af en journalistisk Klods Hans historie, der viser den naive, men sandfærdige journalist i rollen som Klods Hans og alle andre i langt mindre flatterende roller.

Johanne Algren er blandt andet kendt fra radioprogrammet Det Elektriske Barometer, som producer af »På Tværs« og er idékvinde bag DR’s børneprogrammer »Johanne i Troldeskoven« og »Det Kgl. Spektakel«. Louis 121092-2922 er Johannes forfatterdebut. Som barn af samme tv-institution, der i flæng bruger førnævnte journalisttrick, gør hun i sin roman brug af samme metode: her møder vi en 15-årig pige ved navn Louis, der med selvtilfreds og selvcentreret ihærdighed søger at gå i hundene i en evig jagt på selvtilfredsstillelse. »Jeg vil altså snart ha noget pik,« er et godt eksempel på tonen i bogen. Ikke at sex er det eneste, der trækker. Stofferne fylder langt mere end den maskinelle sex, hun får i romanen.

Det postuleres i bogen, at hun er kvik, måske fordi vi derved som læsere skal kunne tro, at det kunne ske for hvem som helst. Men der er ikke meget i bogen, der tyder på, at påstanden er sand. At være kvik omfatter ikke kun at få gode karakterer i skolens ottende og niende klasse, men også at kunne overskue de umiddelbare konsekvenser af selv relativt simple handlinger. Der er ingen fortæller i bogen, så man kan ikke få øje på Klods Hans i eventyret, men det behøves heller ikke. Han er implicit. Louis styrer dygtigt mod sin egen deroute godt hjulpet af meget dårlige kammerater og en far, der kun uvilligt tager konfrontationer med sin datter. Han er selvsagt skoleinspektør, for en af pointerne i bogen er, at Louis er uden for pædagogisk rækkevidde. Her skal noget mere til end velmenende snak. Hvad må læseren selv slutte sig til.

Louis bliver på et tidspunkt stormende forelsket i den ældre Isak, der er stilladsarbejder, og som har et meget indtægtsgivende bijob som tyv. Han udnytter hende groft, såvel seksuelt som følelsesmæssigt, men alligevel forsvinder hendes forelskelse ikke, og for at holde på ham lover hun at hjælpe ham med et indbrud, som ender med at gå temmelig skidt for alle parter. Romanen virker på samme måde som tv-dokumentaren. Jo, den skal nok fænge. Og den vil være guf for skolelærere og gymnasielærere, der kan bruge bogen i undervisningen i de ældste klasser. Fordi bogen ikke har løftede pegefingre, men bare kører deruda‘ med Louis som en ureflekteret anti-Klods Hans, der altid vil vælge forkert. Så kan eleverne selv løfte pegefingeren og selv træde i karakter som den afslørende journalist. Det er god pædagogik, siges det. Sproget i romanen er direkte, uden dikkedarer eller unødige detaljer.

Jeg ved ikke helt. Bogen når sit sigte, men jeg bryder mig fortsat ikke om metoden.

Anmeldelse tidligere bragt den 07-03-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret