Luk vindue

Vanskabninger og engleagtige dæmoner

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens Terning (Den store djævlekrig 2). 329 sider, 249 kr. Høst & Søn.
Henrik Einspor: Skrækkabinettet. 384 sider, 289 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Lucifer. Er Lucifer bare ond, eller er han god på sin egen måde? To romaner med hver sit udgangspunkt.

Henrik Einspor er mest kendt for sin vellykkede serie om Dykkerdetektiverne, som meget logisk går til bunds i hver en sag, og så for en lang række letlæsningbøger, hvoraf den klart sjoveste er serien om Jack Stump, som er en normal dreng, der desværre drikker en hel masse ukrudtsgift og først vågner op af sin koma 20 år efter. Da er han en dreng på 10 indeni, men fanget i en 30-årig dværgagtig krop, hvor huden grundet giften er farvet grøn!

Serien er netop genudgivet hos Gyldendal til 99 kr. stykket. Lige noget for de seje drenge, skal jeg love for. Hans nyeste bog, Skrækkabinettet er helt anderledes – og så alligevel. Den foregår i årene under og omkring Første Verdenskrig og handler om lilleputten Mester Aurelius’ omrejsende cirkus, der viser vanskabninger frem. Allerede fra romanens start aner man, at der er tale om en stor, bredt favnende fortælling, der dels har historien som kilde, dels fantasien. Hovedpersonen er babyen August, som kæmpen Titan på uforklarlig vis finder efter et uvejr ved en sø i en skov. August har hår over det hele og ligner en lille abe – og han får lov til at rejse med cirkusset, som blandt andet består af en tynd mand, der spiser frøer, en fed dame, en jonglør uden arme, lilleputten Aurelius, hans kone og en meget stor slange.

Einspor fanger stemningen i det vanskabte cirkus levende, nøjsomt og med stor humor. Men midt i indlevelsen og det realistiske aner man, ja, næsten forventer man, at noget overnaturligt skal ske. Og man bliver ikke skuffet, for August viser sig ufrivilligt at have nogle helt eventyrlige evner, som i sidste ende kan redde verden fra selveste djævelen Lucifer, der vil ødelægge menneskeheden. Således blander djævleuddrivere, ærkeengle, skytsengle, djævle og mere prosaiske biskopper og geologer sig i Augusts meget omtumlede liv i en hårrejsende spændende kamp mellem det gode og det onde.

Bogen er – især i første halvdel, hvor August vokser op – fremragende og har en i danske fantastiske ungdomsromaner sjældent set dybde og form. I anden halvdel, hvor kampen mellem det onde og det gode reelt skal stå, er der action og spænding for alle pengene, men mindre dybde. Her kunne Einspor have elaboreret lidt mere. Det er ikke normalt, at jeg bliver ked af, at det går så hurtigt med at læse en bog – men denne måtte for min skyld gerne have varet længere! Skrækkabinettet er helt klart en af årets mest spændende udgivelser for børn fra 13 og opefter.

Djævle – dog i engleagtigudgave – møder man også hos Kenneth Bøgh Andersen. Drengen Filip Engell blev midlertidigt Djævelens lærling ved en fejl i romanen af samme navn – og er nu tilbage i Djævleriget i bind 2 i serien om Djævlekrigen. Denne gang er Filips vært dog Døden, da hans terning er blevet hugget af en ukendt gerningsmand. Terningen bruger han til at tildele mennesker deres leveår, og Filip bliver bedt om at fremskaffe den igen. Filip er ikke begejstret for opgaven, men motiveres kraftigt af, at Døden i bytte vil give Filip mulighed for at føje nogle leveår til sin mors liv, da hun ikke har mange korn tilbage i sit timeglas. Så om kap med tiden må Filip, sammen med sin veninde, fristedjævlepigen Satina, søge efter en løsning på mysteriet om terningen.

Bøgh Andersen kan det med at få modsætninger til at mødes. Det turde være en selvmodsigelse, at ondskab trives side om side med godhed. Hvordan kan en djævel for eksempel få dårlig samvittighed over at have snydt – for så efterfølgende at blive sendt til Skærsilden, som er til for at forberede én til Himlen? Men der er såvel gode som onde djævle i Bøgh Andersens univers, og det fungerer på trods af den indbyggede umulighed.

Bøgh Andersen har sans for dramatik, men har indimellem tendens til det helt pjankede og umotiverede såsom balladen i Satinas hjem, da moren tvinger manden i huset til at sørge for det huslige – eller som når en anmelder lander i Helvede for at få sin velfortjente straf. Dødens terning er en munter fortælling, fuld af finurligheder, men måske en smule for pjanket til at matche bogens emne om dødens nødvendighed og uafvendelighed.

Anmeldelse tidligere bragt den 21-09-2007 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret