Luk vindue

Den gode gerning

Martine Leavitt: Superkid. Oversat af Glenn Ringtved. 133 sider. 168 kr. Forlaget Bagland
David Meinke: Kaos (kys ah oh shit). 273 sider. 249 kr. Høst & Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Rørende. Svage forældre udgør grundstammen i to gode ungdomsbøger om børn, der lever livet på overdrevet.

Den canadiske forfatterinde Martine Leavitt har vundet adskillige priser for sin roman om den 13-årige dreng Heck, der bor sammen med sin psykisk syge mor. Han passer hende i de perioder, hvor hun går i »hypertid«, som Heck kalder det.

Loyal som han er, fortæller han ingen om morens problemer – eller sine egne. Helt galt går det dog, da moren forsvinder, samtidig med at udlejeren skifter låsene ud i deres lejlighed, fordi huslejen ikke er blevet betalt i lang tid. Udenfor står Heck og tør ikke sige noget til nogen af frygt for, at han kommer på børnehjem. Indenfor er hans skoletaske med den vigtige ugeopgave, han skal aflevere i skolen. Ikke engang sin bedste ven Spence, som dog ved det meste, tør han fortælle, at hans mor er væk. Forude venter to-tre døgn med mad, som Heck må samle i skraldespandene, og hvor han må sove i en ulåst bil om natten.

Heck er en ivrig tegneserielæser, og det, han har fået ud af læsningen, er læren om den gode gerning. For Heck tror på, at hvis han gør nok gode gerninger, så vil det hele blive godt igen – også hans mor. Så i stedet for at være en rå dreng er Heck en umådelig venlig og hjælpsom dreng på grænsen til det selvudslettende. Han har godt vidst, at moren ikke betalte huslejen, så Heck har jævnligt ryddet op og gjort lidt rent i opgangen for, at han via denne gode gerning kunne undgå den katastrofe, der netop kickstarter de frygtelige døgn uden mor og uden tag over hovedet. Fordi Heck er en rar dreng, er det også en meget rørende bog, der trods alle ulykkerne viser et sprogligt overskud og lader håbet skinne igennem til læserne. En fabelagtig nærværende bog, som man vil huske længe efter læsningen, og som egner sig godt til børn af begge køn fra en 11 år og opefter.

David Meinkes debutroman har en forfærdelig, men sigende titel, Kaos (kys ah oh shit). Den hentyder til, at bogen starter med et kys, et knald (ah), der bliver meget kort (oh), og at pigen er blevet gravid (shit), hvilket ikke er optimalt, når man kun er 15 år. Forbogstaverne danner ordet KAOS, som jo er, hvad pigen Edel så reelt lander i, når hun nu mod al fornuft beslutter sig for at beholde barnet.

Det viser sig, at Edels mor også har fået et barn, da hun var 15, som hun har bortadopteret, hvilket Edel finder ud af – bogen handler i lige så høj grad om denne bror, Jokum, som næsten har det værre end Edel. Han har en yderst streng og uretfærdig mor, der systematisk udhuler hans selvtillid, samt en underkuet far, der ender med at dø af kræft midt i forløbet. Nogenlunde samtidig bryder Jokum sammen og ender på den lukkede. Meinke skal have ros for at det rent faktisk lykkes for ham at flette de to søskendes historier godt sammen på en relevant måde. Jokum virker meget ægte som person, hvorimod Edel og ikke mindst hendes stenrige lægefar og stedmor virker en smule konstruerede. Forfatteren vil med sin roman portrættere de unge, som ikke følger den lige vej op ad samfundets successtige, og det lykkes ham ganske fint at vise to eksempler på unge, der formår at rejse sig, selv om omstændighederne har gjort, at de er landet i en rigtig uheldig situation, hvor det er svært for forældre og venner at hjælpe ordentligt til.

Ligesom Heck i Leavitts roman finder Edel og Jokum de skjulte ressourcer gemt i dem selv og udnytter disse til at finde deres vej gennem et brombærkrat af forhindringer. For ud på den anden side kommer de alle, godt forrevne og med ar, som på godt og ondt har mærket dem for livet.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-08-2007 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret