Luk vindue

Feudale ben i næsen

Vibeke Bruun Arildsen: Sophie. Dronning af Danmark. 216 sider, 229 kr. Gyldendal.
Josefine Ottesen: Krystalhjertet. 384 sider, 199 kr. Høst og Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Prinsesser. Moderne piger i historisk forklædning. Anmeldelse af to gode ungdomsromaner, som finder sted i middelalderen.

Sophie af Mecklenburg blev gift med Frederik II allerede som 15-årig og blev siden hen mor til syv børn, blandt andre til en af Danmarks vel nok mest markante konger, Christian IV. Vi møder i en ny ungdomsbog den meget unge Sophie i året 1571, året før hun gifter sig med Frederik, der var 23 år ældre end hende, og frem til selve ægteskabet.

Vibeke Bruun Arildsen behandler i sin dagbogsroman ikke selve ægteskabet, som i øvrigt vist var lykkeligt nok, selv om Frederik II var så rigeligt glad for flasken, at præsten i sin ligprædiken åbent sagde, at kongens død måtte tilskrives et umådeholdent spiritusforbrug. Sophie havde ben i næsen, men fik efter Frederiks død et så elendigt forhold til Rigsrådet, at hun til sidst måtte trække sig tilbage til Nykøbing Slot på Falster, hvor hun styrede godset med stor dygtighed.

Det kunne godt have været lidt af en udfordring at gøre Sophies historie vedkommende, her 435 år efter, hvor forholdet mellem Frederik og Sophie vel næppe ville være socialt acceptabelt, men det lykkes Bruun Arildsen ubesværet at skildre en ung, selvbevidst, men også lidt naiv pige, der på rekordtid skal blive kvinde. Udover at være temmelig kvik er Sophie nemlig også begavet med nogle søde forældre (og en amme), der bekymrer sig om og respekterer hende og dermed er springet til en nutidig dansk kernefamilie ikke helt så fjern, som man umiddelbart skulle tro.

Herudover har Bruun Arildsen forskånet os for alskens minutiøse detaljer om datidens levevis, men har indarbejdet denne viden ganske effektivt og temmelig diskret i selve handlingen, ikke mindst takket være dagbogsformen. Og derved er Sophie – Dronning af Danmark blevet en fin og vedkommende moderne fortælling om en 15-årig pige, der uden på noget tidspunkt at miste sin integritet tager sin noget usædvanlige skæbne på sig.

Helt anderledes er psyken hos Mira, deri de forrige to bind i serien Historien om Mira hårdnakket har nægtet at påtage sig sin nedarvede opgave, fordi hun enten ikke føler sig værdig eller klar eller stærk nok eller noget helt fjerde.

Hun kunne helt sikkert have lært en masse af Sophie – Miras historie foregår endda i den feudale fantasy middelalder, hvor ægteskaberne også arrangeres – og Mira bliver såmænd også efterstræbt af en konge, der dog hos Ottesen er meget ung, meget smuk, meget ædel og forelsket. Krystalhjertet afslutter den i øvrigt allerede prisbelønnede trilogi om Mira, der har Anden Verdenskrig og jødeforfølgelserne som tydelig baggrund. Således bliver Mira sendt i en slags KZ-lejr, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem, og hele konflikten i romanen har racehad som det centrale omdrejningspunkt.

Ottesen er en mester udi spændingens kunst, og på trods af en aldrig svigtende irritation over Miras umådelig egoistiske og navlebeskuende opførsel, så slap jeg faktisk ikke bogen, før den var læst færdig ud på de tidlige morgentimer.

Krystalhjertet er både en fabelagtig afslutning på en yderst velfortalt og relevant historie og en nutidig pigeroman i fantasyklæder. Det er endog meget flot gået af Josefine Ottesen, der de seneste år velfortjent har kunnet sole sig i en lang række priser for sine fantasyromaner.

Anmeldelse tidligere bragt den 15-09-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret