Luk vindue

Buddhas tand

Kim Langer: Kongen af Kandy. 320 sider, 199 kr. Sesam.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Røverhistorie. Sprudlende debut af Kim Langer med baggrund i Christian IV‘s fejlslagne forsøg i Ceylon.

Kim Langer har gjort sig skyldig i at levere en lang række farverige oversættelser af så fremragende røverhistorier som Jonathan Strouds historisk-magiske bøger om Ptolemæus og Pilkey’s latrinære Kaptajn Underhyler. Forventningerne er derfor naturligvis høje, når han omsider dukker frem af forfatter-skabet med sin debutroman, Kongen af Kandy. Og der er noget at glæde sig til.

I Kongen af Kandy blander han – ganske som Stroud gør det – historiske facts med en fantastisk røverhistorie af magisk tilsnit. Således er der bund i den historiske ramme, romanen bygger på: Christian IV bliver rent faktisk i 1618 taget ved næsen af en hollandsk charlatan ved navn Marselis de Boshouwer, som hævder, at Danmark kan få europæisk eneret på al handel med Ceylon, hvis Danmark hjælper kongen af Kandy, som også er kejser af Ceylon, mod at beskytte den fra de portugisiske styrker, der truer med at invadere kongedømmet. Byen Kandy, som dengang var hovedstaden i kongedømmet Kandy, har i dag ca. 100.000 indbyggere, og ligger fortsat på Sri Lanka, ca. 116 km fra hovedstaden Colombo. Men i 1618 var der ingen kejser i Ceylon, og løfterne var derfor uden hold i virkeligheden.

Men alt det vidste kong Christian IV ikke. Han ville gerne have del i Ostindiens rige ressourcer og udruster derfor en flåde, som den unge og uprøvede admiral Ove Gedde bliver ansvarlig for at føre frem til Kandy. Det er den ene historie, som Kim Langer fortæller. Den anden omhandler det tempel i Kandy, Sri Dalada Maligawa, hvori man kan finde et af buddhismens helligste relikiver, nemlig Buddhas venstre hjørnetand. Også templet eksisterer i virkeligheden, lige så vel som hjørnetanden. Det er her, at Kim Langer blander det magiske ind, for tanden har magiske egenskaber og vogtes af en prins og prinsesse, der kan blive meget gamle, samt en syvtandet elefant. Tanden efterstræbes af fader Gomez, en ondskabsfuld præst, der har set det som sin opgave at kristne Ceylon. For at opnå dette må han først ødelægge Buddhas tand, og han er ikke ked af at dræbe dem, der står i vejen for ham.

Men røverhistorien ville ikke være fuldendt uden hovedpersonerne, islændingen Haldar, der har sejlet på de syv have, og de forældreløse drenge Gabriel og Mikkel, som Haldar passer på. Drengene og Haldar bliver centrale i fortællingen, for det viser sig, at såvel Gabriel som Mikkel er udset af Tandens Vogtere til at varetage en særlig opgave. De sejler med den danske flåde til Kandy og er omdrejningspunktet i historien.

Kim Langer lader sine hovedpersoner få mærkelige drømmesyn, som giver dem nødvendig vejledning. Drømmesynene kan de takke Buddhas tand for, men Langer glemmer ikke at iblande sin fortælling så meget realisme, at historien under alle omstændigheder forbliver utrolig solid. Det er med andre ord en fantastisk overbevisende debut, sprudlende og fuld af overskud og fortællerglæde.

Anmeldelse tidligere bragt den 25-08-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret