Luk vindue

Børn er kompetente æstetikere

Beth Juncker: Om processen. Det æstetiskes betydning i børns kultur. 304 sider, 295 kr. Tiderne Skifter

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Doktordisputats. Børn har ikke brug for pædagoger. De har brug for kunst.

Det er intet mindre end et paradigme-skift, som professor Beth Juncker ønsker at advokere for i sin nyeste udgivelse, som samtidig udgør hendes netop beståede og yderst personlige doktordisputats. Problemet, som Beth Juncker tager fat i, er relevant komplekst; kort fortalt består det i, at kunst, som henvender sig til børn, kan opfattes som kunstnerisk vellykket, men aldeles uegnet for børn.

Dette dilemma bunder i, at børn ikke anses for at være kompetente endnu - logisk nok, vil nogle sige. Og det er netop denne typisk pædagogiske argumentation mod børnekunst, der bevidst synliggør »børns mangler, alt det, de endnu ikke kan - kognitivt, sprogligt, logisk-begrebsligt. Det handler om at afhjælpe manglerne og skabe grundlaget for et voksent kompetencesystem.«
Men realiteterne er anderledes, hvis man anvender en anden optik. Børn er ikke passive modtagere af kultur, men aktive medspillere, hvilket reklamebranchen i parentes bemærket for længst har fundet veje til at udnytte ganske effektivt. Børn griber æstetiske mønstre og eksperimenterer med dem.

Fra dette udgangspunkt går forfatteren ind og sætter en ny og sensitiv æstetisk optik på den aktuelle børnekulturforskning. Hun (om)definerer dermed to forskningsområder: børns kultur, der dermed kommer til at handle om, hvordan børn griber æstetiske mønstre og improviserer med dem. Og børnekultur, der nu kan defineres til at handle om de æstetiske udtryk og oplevelser i kunst og i medier, som bidrager til at inspirere børns egne kulturelle processer.

Den tilsyneladende uskyldige omdefinition har imidlertid store konsekvenser, for nu kan det lade sig gøre at forklare, »hvorfor børn akkurat som voksne er subjekter for egen dannelse, og hvorfor de kulturelle udtryksformer, barneårene udvikler og specialiserer, er forudsætninger for et voksent mere sammensat sensitivt og rationelt sæt af kompetencer.«
Denne forskel illustrerer Juncker ved at anvende Raymond Williams´ kulturbegreb: Kunst er ikke kultur. Kunst skal ødelægge kulturen, forandre den. »I forhold til børn er det selve synet på dem som mangelfulde, socialt ufornuftige, kulturelt og etisk uansvarlige, der udfordres,« skriver hun i en sidebemærkning. Lidt paradoksalt - og næppe med vilje - får hun derved indirekte defineret kunst for børn som kunst, der i virkeligheden henvender sig til voksne for at udfordre deres børnesyn!
I bogens slutning analyserer Juncker effektivt og utrolig fokuseret en række børnebogsklassikere, der blandt andet viser, hvordan disse værker netop anvender det barnligt eksperimenterende for at lykkes i deres æstetiske udtryk.
Og jo - man er overbevist - delvis. For sandheden, som ifølge forfatteren ganske vist ikke findes, er, at begge aspekter, såvel de mange kompetencer som børn udviser, som de begrænsninger, de naturligt nok har, altid er til stede. Ganske som det billede, som Juncker ofte nævner: fiksbilledet, hvor man kan se enten en and eller en kanin.

Selv om Juncker viser os kaninen, bør vi jo ikke glemme, at anden også er der og har en betydning. Men der er en umådelig vigtig pointe i, at pædagogikken oftere end ikke sætter en grum stopper for det æstetiske - og Juncker har med sin disputats vist, i hvor høj grad vi er blevet slaver af det pædagogiske udgangspunkt, og hvordan dette skader børn og voksne - og kunsten.

Anmeldelse tidligere bragt den 11-08-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret