Luk vindue

Død over de gamle serier!

Benni Bødker: Nattens børn: Vampyrfesten (1). Natten er liv (2), 128 sider, 99 kr. Gyldendal.
Jacob Weinreich: Monster Jægerne: Skyggen i vandet (1). Livsfarlig lejrskole (2), Gravskænderen (3), 120 sider, 149 kr. Borgen.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Bid. Mere gys, mere død, mere vold, mere nutid. To danske bøger vil modernisere genren.

DER er en klar tendens til, at forældre køber de samme bøger til deres børn, som dem de selv læste, dengang de selv var børn. Præferencen er for så vidt forståelig nok. Man får på den måde lov til at gå på opdagelse i sin egen barndom.
Set med de øjne er det logisk, at bøger som De 5, Alfred Hitchcock og de tre detektiver, Kim-bøgerne, Jan-bøgerne og Puk-bøgerne og Det lille hus på prærien alle er blevet genudgivet inden for kort tid.
Selv en relativ ukritisk genlæsning af datidens serier efterlader dog ingen tvivl om, at kvaliteten halter en del. Herudover er serierne så tidstypiske, at en ung læser i dag uden en stor mængde empati vil have svært ved at forstå hovedpersonerne. Handlingen i bøgerne udspiller sig i et trygt samfund uden tv, Gameboys, mobiltelefoner med indbyggede kameraer og datingsites for de yngste.
Men dengang var bøgerne vildt populære, undtagen hos bibliotekarerne, og de fik en hel generation børn til at læse. Der skal sikkert lidt mere til i dag, tænkte jeg: Mere gys, mere død, mere vold, mere nutid.
Men passer det? To nye serier hævder at tilbyde moderne gys: Benni Bødkers Nattens børn og Jacob Weinreichs Monster Jægerne, hvoraf bind 3 netop er udkommet.

Benny Bødkers er den mest uhyggelige af de to, for han tager - i modsætning til Jacob Weinreich - stoffet alvorligt. Handlingen i Nattens børn er hensat til noget, der ligner begyndelsen af 1900-tallet.
Byen, hvor den blinde Agnes og hendes bror Edvard bor, er plaget af vampyrer. Deres storesøster er for nylig død - og de opdager snart, at det skyldes vampyrbid. Edvard bliver kort efter småforelsket i en vampyrpige, hvilket er praktisk, da hun bestandigt må redde de to nysgerrige menneskebørns liv.
Bødker sørger for, at alt i historien går som et urværk - historien får lov at udfolde sig, selv om vi sådan rent persongallerimæssigt fortsat er solidt forankret i serieverdenens skabeloner. Man kan måske med en vis ret brokke sig over, at Bødker overtræder seriens præmisser, når nu bøgerne ikke afrundes: Der er i virkeligheden tale om en lang roman delt op i flere bind, noget som forlaget ganske uvenligt ikke gør opmærksom på i deres bagsidetekst.
Men bøgerne er uhyggelige og svarer godt til formodningen om, at der skal lidt mere gys og mere død til, dog savner man nutiden. Måske kræver vampyrer noget altmodisch, gamle slotte og store balsale fyldt med spejle, who knows?

Jacob Weinreichs serie holder dog på seriens klassiske forudsætning: her er hvert bind et afrundet hele, og de enkelte bøger kan læses uafhængigt af hinanden. Persontegningen er derfor noget mere grov end Bødkers, til gengæld har Weinreich sørget for et nyt tema til hvert bind. I det første er det spøgelser, i det andet zombier og i det tredje varulve. Rammefortællingen i alle bind er, at Olivers farfar, der netop er kommet på plejehjem, er gammel spøgelsesjæger. I det gamle hus, Olivers familie netop har overtaget efter farfaren, finder Oliver den skjulte indgang til farfarens hemmelige kælder.
Og så er der ellers skudt af til ganske fornøjelige og lige så hurtigt læste historier, som elastisk skifter mellem gys og pjank. Der er ganske meget nutid, lidt gys og lidt vold, men ikke megen død, i bøgerne. Det pjankede viser sig, når Oliver & Co. for eksempel i bind 2 skal ekspedere en zombie ned i kloakkerne, hvor der findes et hemmeligt fængsel for den slags. Og ved kloakkens port hænger skiltet: »Hvis din fange er en varulv, en zombie, eller en vampyr, så smid den venligst ned af trappen. Vores personale vil straks tage sig af fangen. Hvis det er et spøgelse, et genfærd eller andet, ring da venligst med klokken til venstre.« Come on!
Men ok, hvis man er en 9-10 år gammel, så er det ganske sjovt. De to serier giver helt klart de gamle baghjul. De er simpelthen mere på hjemmebane i en nutid, hvor det grumme ikke længere er noget, der kun hviskes om.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-06-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret