Luk vindue

Varmblodig muskelarm søges

Kåre Bluitgen & Helle Vibeke Jensen (ill.)  : Aladdin. 236 sider. 249 kr. Høst & Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Genialitet. Kan en genialitet som Oehlenschläger oversættes til nudansk? Det forsøger aktuelle Kåre Bluitgen med endnu et muhammedansk inspireret værk.

»HOLD kæft, hvor er det flot!« er det første, man umiddelbart siger, når først man får den umådelig rigt illustrerede Aladdin udgave i hænderne. Helle Vibeke Jensen har udrettet små og store sort-hvide mirakler på mere end halvdelen af de 236 sider i bogen, der i den grad udsender den helt rigtige stemning af østlighed og fremmedartethed og eventyr på én gang. Det er enigmatisk og inspirerende og så fabelagtigt, at man bør anskaffe sig bogen alene på grund af illustrationerne.

Og der er en god grund til at gøre stor ståhej af bogen, for Aladdin er en historie, der virkelig har vakt gehør, siden den blev »opdaget« af folk i Europa. Det skete via en række oversættelser af 1001 nats Eventyr kom i omløb i 1700-tallets Frankrig. Historierne fra Østen bredte sig - blandt andet til Tyskland, der på det tidspunkt havde travlt med at samle folklore sammen for at stable en fælles tysk identitet på benene. Et par af samlerne var Brødrene Grimm. To af deres kilder var af fransk afstamning - og det er årsagen til, at man i Grimms eventyr kan erklære lettere omskrevne udgaver af blandt andet Aladdin og Ali Baba og de fyrretyve røvere som en del af den tyske eventyrskat.

OGSÅ Adam Oehlenschläger kendte 1001 nat fra sin barndom. Vi ved også, at han følte et indre slægtskab med Aladdin. I 1805 udgav Oehlenschläger Aladdin, i øvrigt i samme bind som et andet og meget dystert nordisk drama, nemlig Vaulundurs Saga, som bygger på historien om Vølund og kong Nidurdr. Her hindrer Nidurdr den dygtige kunstsmed Vølund i at flytte ved at skære hans sener over i benene, hvilket Vølund hævner på om muligt endnu mere grusom vis. Kontrasten mellem den meget lyse Aladdin historie og den meget mørke Vaulunds Saga var bevidst, for begge værker omformes via Oehlenschlägers vanvittig dygtige sproglige verslege til at blive et kvad om digterens genialitet, om hans lykke, og om den pris, digteren må betale for genialiteten.

De to historier smelter Oehlenschläger meget poetisk sammen i sin indledning til Aladdin: »Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild / Det samme som et hærdet Demant-Sværd, / Der mangler en varmblodig Muskel-Arm, / For stærkt at svinges.« En indledning, som Bluitgen af gode grunde udelader, da han jo ikke har Vølundhistorien med. Men pointen er at styrke og mod er ikke nok. Varmblodighed og held skal der til, sammen med en tillid til, at forsynet nok skal hjælpe et gudfrygtigt geni.

Det er altså denne tunge arv, som den hårdtarbejdende forfatter Kåre Bluitgen har sat sig for at løfte. Kåre Bluitgen følger Oehlenschlägers tekst rimelig slavisk. Denne adskiller sig allerede fra 1001 nats udgave i en lang række detaljer, som for eksempel ved at handlingen er flyttet fra Kina til Persien. Bluitgens projekt er umagen værd, for der er i dag kun få, der kunne finde på at læse Oehlenschlägers rige versemål, der indeholder alt fra seksfodede trokæer over terziner, ottaver og romancevers til Shakespeare-inspirerede strofer.

BLUITGEN omformer Aladdin fra vers til prosa. Oehlenschlägers stemme lader sig bare ikke overhøre, og derfor har Bluitgen genbrugt forbløffende mange udtryk, som giver historien en lidt besynderlig altmodisch sproglig tone, som når Aladdin for eksempel siger, at han skal ud af »den fæle hule«. I dag er en fæl hule vel ikke så slem.

Men det gør bogen rent læsemæssigt til lidt af en udfordring, for den er sådan lidt hverken eller. Det er ikke en gendigtning, for der er ikke kommet noget til, snarere er den sproglige originalitet taget væk. Det er heller ikke en genskrivning, for sproget er ikke moderne i den forstand, at man oplever det nutidigt, men en smule fremmed, og den er vel egentlig heller ikke rigtigt gammeldags, for dertil er sproget lidt for ligetil og fattigt. Der mangler krummelurer for at være gammeldags, simpelthen.

Det er altså endt med hverken eller, og det er rigtigt synd for den flotte bog. Så selv om jeg sympatiserer umådeligt med ideen, og at selve bogen er eventyrlig flot, sidder jeg alligevel og savner den sproglige og dramatiske genialitet, som Oehlenschläger viste for 200 år siden.

Ja, jeg savner en varmblodig muskelarm, der svinger pennen ganske som Helle Vibeke Jensen har gjort det.

Anmeldelse tidligere bragt den 03-02-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret