Luk vindue

Virtuost og ubønhørligt

J.K.  Rowling: Harry Potter og Halvblodsprinsen. Oversat af Hanna Lützen. 608 sider. 299 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Pottermani. I et førsteoplag på 120.000 eksemplarer lander den danske udgave af den sjette Harry Potter-bog hos boghandlerne lørdag nat den 15. oktober kl. 00:01.

DET første, man må forbløffes over i Harry Potter-bøgerne, er Rowlings spændstighed og evne til at vokse med personerne uden at miste fokus på spændingen. I den første Harry Potter-bog er sproget rytmisk, historien komisk med et anstrøg af Pippi Langstrømpe og perfekt sans for timing.

Efterhånden som Harry bliver ældre og hans problemer mere komplekse og mindre muntre, bliver bøgerne mere dystre og fyldige. Forfatteren dvæler ved universets detaljer, bipersonerne træder frem og udvikler sig i rivende hast. Her i bind seks af historien er Harry Potter og hans to venner seksten år gamle. Og med puberteten begynder alt rodet med kæresteriet, jalousien, de pludselige stemningsskift og de overfladiske samtaler. Rowling favner alt dette, samtidig med at hun kaster sig ud i et komplekst, flerstrenget plot, der primært har til formål at tegne Voldemorts historie som menneske. For hvor stammer han fra? Som en anden Sherlock Holmes tager Dumbledore, Harry og læseren en tur gennem Voldemorts barndom og opvækst.

Man sidder og er spændt gennem stort set hele romanen. Først bliver det klart, at det går rigtig, rigtig skidt for de gode i historien: stort set ingen tør gå ud af deres hjem af angst for de onde. Dementorerne kæmper nu på Voldemorts side, der sker bestialske mord og synligheden er så stor, at det påvirker Mugglernes verden. Selv den britiske premierminister er bekymret. Alvoren er tydelig også, i og med at Harry på en måde tager afsked med familien Dursley.

Rowling skriver en gysen frem, der er en Poe værdig, iblandet noget pubertetssnak, som man allerhelst bare vil læse hurtigt hen over, men som netop fremhæver Rowlings overlegenhed: hun giver sig tid og respekterer hovedpersonerne. Selvfølgelig kan Ron ikke gøre for, at han er 16 år og smaskforvirret, eller Hermione for, at hendes jalousi gør hende rasende og umedgørlig. Eller Potter for, at han kun har tanke for at hævne sig og ser sig som den, der er forpligtet til at jage Voldemort.

Harry Potter og Halvblodsprinsen er virtuost skrevet og peger ubønhørligt mod det kommende og afsluttende bind. Hanna Lützen har klaret oversættelsen med bravour. Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at premierministeren tiltales »du« og ikke »De«, og det samme kan man til en vis grad sige om lærerne på skolen: når nu for eksempel Snape insisterer på at kaldes »Sir«, så må man også formode, at han er De’s med eleverne.

Men det er nok for udansk. Mindre heldig er omslagstegneren Per Jørgensen. Alt for mange børne- og ungdomsbøger har rædselsfulde omslag. Harry Potter er absolut ingen undtagelse. Men man skal ikke skue hunden på hårene. Er man til Potter, er det uden tvivl årets mest spændende og velskrevne roman for såvel store som mellemsmå.

Anmeldelse tidligere bragt den 14-10-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret