Luk vindue

Hvordan passer din genre dig?

Anna Karlskov Skyggebjerg: Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003. 339 sider. 299 kr. Roskilde Universitetsforlag.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Akademikerfantastik. Ny analyse af den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur fra hippiernes tid til i dag.

FOR ti år siden var det ikke ualmindeligt at høre børne-
bogsfolk brokke sig over den manglende opmærksomhed, der blev dem tildelt rent akademisk. Jeg skal love for, at der er sket noget af et stemningsskifte hos børnebogsfolk, efter at Center for Børnelitteratur blev etableret i efteråret 1998.
Nu var jeg selv en af dem, der begræd, at centeret blev placeret på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU), men det ser nu ikke ud til, at litteraterne, der mestendels hentes fra Københavns Universitetets litteraturvidenskabelige studie, er blevet negativt påvirket af den naturlige pædagogiske interesse på DPU. Bortset fra en lidt naturstridig og dumstædig insisteren på at køre en forfatterskole for børne- og ungdomsbogsforfattere har de holdt stien ren og udgivet større, velanbragte, polemiske og relativt svært tilgængelige og akademiske skrifter om børnelitteratur samt kørt en Masteruddannelse inden for samme genre. Det kan man ikke klage over.

FANTASTISK litteratur har også fået en fabelagtig renæs-
sance de senere år – og hvad er så mere naturligt end at skrive en Ph.d. om emnet? Det er lige, hvad Anne Karlskov Skyggebjerg har gjort. Og bogen Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003 er en let gennemskrivning af hendes afhandling.

En ny trend inden for litteraturvidenskaben er den megen fokus på det poetiske. Man er så at sige blevet følsom på poesiens vegne i akademikerkredse igen efter en lang rundtur hos realisterne, som tog udgangspunkt i de økonomiske og samfundsmæssige realiteter på den tid, litteraturen blev skabt. Skyggebjerg er ingen undtagelse. Hendes afhandling deler den fantastiske litteratur op i to hovedtyper: en sprogorienteret og en indholdsorienteret. Den sprogorienterede »bærer præg af en humoristisk og nonsenspræget leg med sproget,« mens den anden er optaget af »den historie, der fortælles« og er ofte lang og sammenhængende. Ideen er, at man ikke lader litteraturforståelsen låse sig fast i genreforventninger, men holder sig »åben og sensibel« over for brud i forventningerne.

Teori er godt, men praksis er som bekendt endnu bedre. Derfor tager Skyggebjerg fat på at analysere seks moderne værker ud fra ovenstående forståelse, selv om hun er venlig nok til at tage andre genredefinitioner med i sine analyser, blandt andet af den autoritative og strukturalistisk inspirerede Maria Nikolajeva samt eventyrgenrens teoretiske fader, Tzvetan Todorov.
For det går ikke godt med den åbne og sensible læsning. Eller jo. Analyserne er faktisk rigtig gode og interessante, men man bliver ikke klogere på perioden 1967-2003 eller særlig overbevist om, at forskeren har fat i den lange ende. For problemet (og her må jeg nok bekende mig til en strukturalistisk og dermed lidt kasseagtig holdning) er, at begrebet fantastisk litteratur udvandes ganske kraftigt, når en bog som Silas og den sorte hoppe betegnes som fantastisk litteratur, bare fordi Silas kan nogle få tricks med sin fløjte. Det er ikke det, der er Cecil Bødkers pointe. Ligesom Pippi Langstrømpe også er fantastik, fordi hun er ualmindelig stærk. Grænserne for fantastik er ikke skarpe nok til, at de nytter noget.
Problematisk er det også, når Skyggebjerg skriver, at science fiction-litteraturen som regel har en »skepsis over for moderne teknologi«. Sci-fi litteratur er netop fascination af moderne teknologi, og megen fokus i litteraturen er at finde grænserne for, hvornår teknologien umenneskeliggør mennesket og menneskeliggør robotterne. At kalde det skepsis er helt forkert. Hun skriver endvidere, at Tolkiens Hobbitten ikke har børn som hovedfigurer, men ... hobbitterne er små (»halvt så store som os«), får ikke skæg, er gode til at gemme sig, elsker gæster, er som regel glade, elsker søde sager og er ret ufarlige. Minder det ikke bare en smule om børn?

Anna Karlskov Skyggebjerg hiver i øvrigt fat i en hel del relevant litteratur undervejs i sin bog. Desværre fremtræder den historiske gennemgang rodet og usystematisk, formentlig fordi det kvalitative indhold er prioriteret på bekostning af det kvantitative.
Som sådan opnår Skyggebjerg i sin afhandling derfor ikke helt at overbevise læseren om, at netop en ny genreforståelse tilfører hendes seks værkanalyser yderligere værdi. For det er klart, at hvis genrebegrebet udvides, uden at man kan få øje på grænserne, så vil de etablerede genreforståelser ikke kunne dække den valgte litteratur, ligesom det ville se temmelig kikset ud, hvis jeg tog en af min kones trøjer på – hvis det da overhovedet kan lade sig gøre, uden at jeg ødelægger den!

Anmeldelse tidligere bragt den 19-08-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret