Luk vindue

Generationskløften

Benni Bødker: Besættelse. 228 sider. 199,50 kr. Carlsen
Daniel Zimakoff & Rendtorff, Ida-Marie: Langt ude. 191 sider. 189,50 kr. Carlsen.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Respektløs. Ungdommen elsker luksus og har dårlige manerer. To ungdomsromaner om tavshed og oprør.

BEGREBET generationskløft er slet ikke af ny dato, selv om ordet som sådan først blev brugt i 1968. Det har altid været ungdommens lod at gøre kål på nogle af de ældres stivnede holdninger. Som Platon skrev:

»Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.«

Det er vist godt, at problemet ikke er løst endnu, for hvor var verdens dynamik, uden de unges irriterende sætten spørgsmålstegn ved det etablerede? Det er, når de unge er stille, at man først for alvor bør blive bekymret.

I sagens natur handler rigtig mange ungdomsbøger om netop unge, der er ude i noget, som vel lidt gammeldags kan kaldes for snavs. Typisk marginaliserer de unge sig selv i ungdomsbøger, fordi de enten ikke møder forståelse fra den ældre generation eller ikke evner at finde en vej ud af deres morads selv. Peter Øvig Knudsen har tidligere fremsat synspunktet om, at frihedskæmperne under besættelsen var at sammenligne med et ungdomsoprør. Det er nok lidt for simpelt at anskue det på den måde - men helt tosset er tanken ikke, da en kendetegnende rolle for den ældre generation netop er resignationen. Kampgejsten mangler simpelthen, når man har sit på det tørre og nødigt risikerer det, man møjsommeligt hidtil har opnået i sit liv... og så endda for en idé.

NETOP dér tager anmelderkollegaen Benni Bødker fat med sin nye roman, Besættelse, der foregår i 1943. Fortælleren er den københavnske dreng Jesper, der er stolt af sin storebror, der har meldt sig til tysk tjeneste på Østfronten. Han bor alene med faren, som er en nu resigneret nationalsocialist. Tvunget af chikane har de nu måttet se sig nødsaget til at flytte til en mindre dansk provinsby.

Jesper og faren taler ikke meget sammen - og Jesper kan slet ikke forstå, hvorfor faren er så pokkers indesluttet. En dag opdager Jesper en stak breve fra sin storebror, som faren har skjult. De er kommet frem uden om den tyske feltcensur, og brevene fortæller en meget deprimerende og alt andet end heltemodig historie fra fronten. Tale med faren om det kan han ikke, men desillusionen får i alt fald Jesper til at slutte sig til de lokale - og særdeles unge - frihedskæmpere. Jespers indestængte desperation får ham til at være så modig, at det unægtelig virker selvmordsagtigt.

Bødker er sprogligt set ikke den mest sprudlende, han har sådan en lidt tør, konstaterende tone, der passer meget godt til romanen. Men romanen er spændende læsning - ikke mindst for drenge - og giver både et godt billede af besættelsestiden og konflikten mellem far og søn.

SÅ passer drengen Gabriel måske lidt bedre på Sokrates’ beklagelser om de dårlige manerer. Gabriel finder man i Daniel Zimakoffs og Ida-Marie Rendtorffs nyeste roman, Langt ude.

Det er Zimakoff, der i første person fortæller om stofmisbrugeren Gabriels komplicerede liv, mens Rendtorff låner pigen Luna stemme, når hun skal fortælle om sin trygge opvækst i provinsen. De to mødes naturligvis i det rehabiliteringshjem i provinsen, hvor Gabriel, meget mod sin vilje, skal opholde sig et år for at give ham en mulighed for at komme væk fra miljøet.

Luna er datter af en af pædagogerne. Alt omkring hende er trygt - og røvsygt. Så hun kommer, næsten ved et uheld, til at stjæle nogle penge. Og så spørger man sig: Hvorfor taler hun så ikke med sin pædagogmor om det? Men det gør de unge ikke. Og hvor det hos Bødker var faren, der var indesluttet, bliver det her de unge, der i den grad lukker sig inde i deres egen verden, at det bliver stadig sværere at nå dem.

Gabriel og Luna finder hinanden netop dér, langt ude, hvor det paradoksalt nok er selve kløften, der smeder dem sammen i et modsætningsfyldt, men komplementært forhold.

Og det virker, for bogen er velskrevet og spændende. At synsvinklen skifter fra kapitel til kapitel gør det kun mere pikant - og heldigvis er det ikke samme scene, som beskrives i det næste kapitel, som var tilfældet i deres fælles første bog, Strømsvigt, som fik Skolebibliotekarernes pris i april i år. Langt ude er en meget mere spændstig og sikker roman, som elegant griber fat i en af de essentielle ting ved generationskløften: ønsket om den umulige forståelse og den ubetingede kærlighed.

Forståelsen er umulig, fordi forældrene per definition ingenlunde vil kunne forstå deres børn fuldt ud. Den ubetingede kærlighed kan de unge såmænd typisk godt få, men af uransagelige grunde føler de unge alligevel, at der er knyttet betingelser til den, idet opdragelsesrollen aldrig helt slipper en forælder. Luna søger forståelsen, men har kærligheden.

En fabelagtig god bog - også for forældre, der fejlagtigt tror, at de unge helt kan undvære dem. For hvad hjælper det at have dårlige manerer, hvis ingen lægger mærke til det?

Anmeldelse tidligere bragt den 08-07-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret