Luk vindue

Kærlighed i førperspektiv

Morten Ramsland & Jarl Egeberg (ill.)  : Pedes uhyrer. 32 sider. 229,50 kr. Carlsen.
Rachel Röst & Thomas Balle (ill.)  : Da musene flyttede samme vej som guldet. 36 sider. 229 kr. Apostrof.
Jakob Martin Strid & Jakob Martin Strid (ill.)  : Lille Frø. 40 sider. 149 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. Strid, kærlighed og guld.

UDOVER tegneserier og den daglige - temmelig selvrefererende og vanvittige stribe på Politiken - har Jakob Martin Strid rent faktisk lavet et par billedbøger før, herunder en ret sjov en om Mustafas kiosk. Nu har han også vundet den danske del af den Nordiske Billedbogskonkurrence 2004 med bogen Lille Frø, der netop er udkommet på Gyldendal.

Bogen handler om et barn - hos Strid i skikkelse af Lille Frø - som er så uartigt og får så meget skæld ud, at han vælger at rejse væk fra familien, først fast besluttet på ikke at lade sig mærke af deres afvisning, og siden ked af det, da ensomheden bliver rigtig intens. Da det ser allermest sort ud, opdager Lille Frø heldigvis, at familien alligevel holder af ham - og Strid har såmænd også sørget for en sjov epilog, så bogen ikke slutter, dér hvor alle andre billedbøger plejer at slutte.

Det er en historie, som ingen børn (eller voksne) ikke vil føle sig ramt af - alle kender følelsen af ikke at være påskønnet. Strid gør sig endvidere godt i rigtige farver, og selv om det er en billedbog for børn, er tegneseriegenet let genkendeligt: der er kun sjældent tale om store helsides- eller opslagsillustrationer, i stedet er der først og fremmest striber i stort format, forstået på den måde, at hver illustration ledsages af en sigende tekst. Den håndskrevne tekst understreger endvidere tegneserielooket.

Men formen gør sig godt - det er levende og giver masser at kigge på i den uortodokse og frække bog, hvor overdrivelserne gør læsningen til en stor fornøjelse: frækhederne, som Lille Frø begår, er simpelthen så store, at børnene næsten må kunne forstå, hvorfor han ikke ubetinget elskes af Frø-far og Frø-mor. En herlig bog, som snildt vil opnå en billedbogs ypperste kvalitetsstempel: at blive slidt inden børnene bliver teenagere.

KÆRLIGHED - og mangelen på samme - er også temaet for Morten Ramslands og Jarl Egebergs billedbog, Pedes uhyrer. Egeberg har en meget grov streg, næsten anmassende - og kan illustrere det frastødende, så man knap har lyst til at se på det.

I hans forrige bog, Det forkerte barn, som er en billedbogsudgave af en ældre Reuter-novelle af samme navn, var teksten lidt for lang til en billedbog, og Egebergs streg kom ikke helt til sin ret. I Pedes uhyrer, hvor teksten er kortere og mere indlysende billedbogsagtig, får han den nødvendige plads - og udnytter den dygtigt til store, klare og stærke billeder.

Ramslands historie handler om Pedes forældre, der skændes. Pede gemmer sig under vasken imens og tegner uhyrer, som så bliver levende og hjælper Pede med at reetablere freden derhjemme. I Pedes uhyrer folder farver og uhyrer sig rigtigt ud, så den rette stemning kan indfinde sig. Historien er god, men sjovt er det jo ikke at høre forældre blandt andet kalde hinanden en »tyk so« og en »bleg orm« - som forælder kvier man sig lidt ved at læse det op, og som barn forundres man (forhåbentlig) over tonen mellem de voksne. Men måske er forældrenes tone en del af fascinationen for de små, for hvad er egentlig mest uhyggeligt: at forældrene skændes, så det brager, eller at uhyrerne bliver levende?

DA musene flyttede samme vej som guldet er ikke spor uhyggelig. Musene er langt mere praktisk indrettet end mennesker og går efter det, der bedst sikrer deres overlevelse.

Eventyret, som er skrevet af debutanten Rachel Röst, handler om musene Vaks, Pax, Faks, Baks og lille Gakkelaks, som af sult ser sig nødsaget til at flytte fra en fattig skomager til den franske konges slot, kort før den franske revolution bryder ud. På slottet jages de imidlertid af katte og må gemme sig i Marie-Antoinettes store hår, som er opsat med franskbrød for at opnå den rette fylde. Marie-Antoinette tilkalder naturligvis sin frisør for at rette op på de skader, musene anretter på hendes frisure, og musene må da finde på råd for at redde livet.

Thomas Balles illustrationer er morsomme og utrolig farvemættede. Det er næsten, som om det franske hofs overforbrug afspejler sig i Balles ekstravagante farvelade. Som musenavnene antyder, er teksten rytmisk og nem at læse, og der er derfor tale om en ganske fin debut for den 28-årige Rachel Röst, også takket være Balles humoristiske og deskriptive illustrationer.

Anmeldelse tidligere bragt den 17-06-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret