Luk vindue

Særpræget vrede

Bent Haller: Historien om hønsepigen. 151 sider. 199 kr. Høst
Gunnar Wille: Den vrede dreng. 148 sider. 148 kr. Borgen

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsbøger. En vred forfatter og en vred dreng i meget anderledes bøger.

FOR ikke længe siden var Bent Haller mester for store, fortællerglade og ikke mindst voluminøse fortællinger som Lille Lucifer, Brage Kongesøns Saga og Skallagrims Søn . Men de seneste år er hans tone blevet mørkere og mere indigneret. En roman for voksne som Først ved livets ende behandlede med sarkasme livet på et plejehjem, og novellesamlingen Kevin Kujon og andre fortællinger lod heller ikke godheden megen plads at boltre sig på.
Haller er lidt djævelsk. For han kan skrive bukserne af de fleste – teksten glider lige så langsomt af sted, næsten diskret sniger historien sig ind på én og uden at man lægger mærke til det, så er man fanget i dens net, drevet af nysgerrighed. Hans historier fungerer med andre ord – således også i hans seneste roman, Historien om Hønsepigen, som handler om pigen Ingrid, der fødes nærmest ved et tilfælde og opvokser i en hønsegård under navnet »Gokl«. Hendes mor synes, at hønsene i virkeligheden passer meget bedre på pigen, end hun selv kan. Så går det ellers over stok og sten med Gokl/Ingrid, der først udnyttes som ufrivillig organdonor, knap reddes fra døden af en sygeplejerske, som desværre dør og siden hen udnyttes på det groveste af et par forældre, der ser deres snit til at passe karrieren fremfor børnene. Slutningen på bogen skal ikke røbes, men det indebærer et cirkus, skudsalver og en ret rodet, lettere blodig og lidet elegant exit.
Romanen er faktisk ikke god, selv om den er godt skrevet. Den holder spændingen, men der sker for meget for hurtigt, der er for meget indignation, for lidt følelse, for meget vrede og for lidt poesi. Samtidig er Historien om Hønsepigen så tilpas anderledes, at den skaber sin egen genre. Den er hverken fabel eller eventyr, roman eller fantastik. Måske kan man bedst sammenligne den med Andersens Den grimme ælling udsat for 70ernes samfundsrealisme i moderniseret antræk og tilsat et stænk bitter sarkasme plus tre skefulde vrede. Ikke just noget for børn, men måske for litterater.

GUNNAR Wille er ikke vred, men det er hans hovedperson i bogen Den vrede dreng. Gunnar Wille har skrevet 22 bøger for børn, 9 teaterstykker og har leget med tv- og radiomediet i mange år i sin egenskab af leder af animationslinien ved Den danske Filmskole. Mange af hans tidlige bøger er også udkommet på kassettebånd med ret avancerede lydeffekter. Der er tale om klassikere som Skrumpen og Magiske Mads. Man skal have en til tider temmelig veludviklet humoristisk sans for at følge med i Willes vanvittige univers – men det har de fleste børn heldigvis til overflod. Den vrede dreng er Willes nyeste projekt. Kompliceret og monstrøs: det første af fem værker om fem forskellige drenge på 11 år fra 1952 til 2013, der knyttes sammen af mystiske begivenheder under Anden Verdenskrig. Det er meningen, at hvert værk skal kunne indtages for sig uden nødvendig forudgående viden om de øvrige. Wille siger selv, at det ikke er givet, at de fem værker alle kommer »på bog«, som det hedder i moderne dansk, det kan være, at nogle af dem vil komme på andre medier.
Den vrede dreng handler om Antonius på 11 år, der lever i 1952 og sidder i kørestol og er vred, fordi ingen vil fortælle ham, hvad der er sket. Han aner ikke, hvorfor han sidder i en kørestol, eller hvad der er sket med hans mor eller far. Bag tapetet opdager Antonius imidlertid en skjult dør og så begynder der for alvor at ske mærkelige ting. Han rejser i tiden og underlige mennesker kommer og truer ham med pistoler og giver ham guld og penge. Romanen starter lidt klaustrofobisk, fortsætter gådefuldt, bliver mærkelig og spændende og slutter en anelse for hurtigt.
For litteraterne er der citater af den danske litteraturskat at finde i romanen, og for børnene er der på alle sider en besynderlig skiftende vignetagtig illustration, der deler bogen i to og slutter med en edderkopagtig figur. Det er en meget overraskende historie.
Man kan imidlertid godt mærke, at historien er fragmenteret. Nogle af historiens tråde står ved slutningen og venter på at blive knyttet, som for eksempel tidsrejserne og guldet og pengene. Willes bog fanger én på det forkerte ben: på den ene side er den temmelig spændende og vildt anderledes. På den anden side er den ikke helstøbt. Men det sidste er nok eksperimentets pris, og et eller andet sted er man derfor villig til at tilgive ham, hvis de kommende fire værker giver mening.

Anmeldelse tidligere bragt den 15-04-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret