Luk vindue

Hos Farmanden

Jan Lööf & Jan Lööf (ill.)  : Pelle hjælper en ridder. ersat af Birgitte Thielst. 32 sider. 179,50 kr. Carlsen
Tina Schmidt & Charlotte Pardi (ill.)  : Farsdreng. 32 sider. 189 kr. Gyldendal
Kim Fupz Aakeson & Cato Thau-Jensen (ill.)  : Farmanden. 32 sider. 199 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Far søges.Skilsmisser og humor kan sagtens parres.

FORRIGE år var rekordår for skilsmisser, og det er ikke underligt, at kernefamiliens opløsning også må præge billedbøgerne for de mindste. Først og fremmest er det synd for børnene, at de skal savne deres far, da børnene typisk bliver hos deres mødre.
Situationen kan takles lidt humoristisk - og Kim Fupz Aakeson har altid været mand for at tage barske emner op og behandle dem med rigtig rå og uimodståelig humor. Som nu sammen med den ustyrlige billedmager Cato Thau-Jensen i Farmanden, som helt konkret starter med en: »Her er Birgers far.« Og så næste opslag: »Her er han ikke.« Så nemt kan det siges!
Men hvad så? Ja - der skal jo skaffes en ny far, ikke sandt? Og hvor gør man det? Tja. Hos pølsemanden får man pølser, og hos ismanden is, så hos Farmanden må man naturligvis kunne få sig en far. Far-ekspedienten er meget venlig, og tager dem ud til far-farmen, til far-vandet for at fiske fædre op og såmænd også på far-safari. Indkøbsturene forpurres lidt af Birger, der ærlig talt er temmelig kræsen og allerhelst vil have sin oprindelige far tilbage. Så godt går det ikke, selv om Birger godt nok finder ud af, at farmand såmænd ikke helt har glemt ham, og at mor vist er blevet voldsomt glad for farmandsbutikkens ekspedient.
Cato Thau-Jensens illustrationer passer fabelagtigt til historien. Han fanger stemningen rigtig godt og fungerer som et meget fint kamera, der indfanger såvel drengens som morens ansigtsudtryk og sindsstemninger. Med farvestrålende baggrunde og finurlig brug af alskens mande-stereotyper får han virkelig givet teksten yderligere en sjov dimension, hvis ironi de voksne bestemt også vil finde temmelig underholdende. Man kan simpelthen se det for sig, ja: det må være præcis, som Thau-Jensen illustrerer det. Så bogen er lige i øjet, også selv om man ikke er skilt! Måske vil forældrene endda overveje sagen endnu en gang?

MAN kan måske også få for meget af far? Drengen B er i alt fald ved at få fnadder af sin far i Tina Schmidts og Charlotte Pardis Farsdreng.
Faren lugter lidt støvet og sidder mest i kælderen med sin sommerfuglesamling. Han prøver også ihærdigt at lære sin søn skakkens lyksaligheder, men B er vist en almindelig dreng, så han foretrækker fodbold.
Men så en dag dukker Farsdreng op. Det hedder han, drengen, og han har samme tøj på som faren, taler ligesom han, og er lige så interesseret i sommerfugle og skak som faren. Ja, faren glemmer for en stund helt B, og hengiver sig Farsdrengen. Stærkt i fortællingen er det, at B ikke på noget tidspunkt gør vold på sine følelser for at gøre faren tilfreds. Tværtimod er det faren, der må forandres og komme på niveau med drengen.
Charlotte Pardi er en fremragende illustrator. Hun giver faren en helt rigtig halvskaldet, fipskægget og nærmest antikveret personlighed, og lader Farsdrengen være næsten helt anonym ved for eksempel at give ham uigennemsigtige briller, så hans øjne altid er skjult. Drengen B har fregner og er sprællevende takket være de mættede penselstrøg, der altid markerer hans tilstedeværelse. Selvfølgelig elsker farmand stadig sin søn, så Farsdrengen bliver til sidst skibet af sted til en skakturnering (som han selvfølgelig vinder) og finder dér en ny familie, hvor han kan komme til at ligne en ny far.
Det er en munter og crazy historie, som vil tage kegler hos de små, hvad enten det er piger eller drenge. For hvem har ikke en far, der har sådan lidt nørdede interesser - sådan set fra barnehøjde?

OG nu talen falder på muntre og crazy historier og barnehøjde, så er Jan Lööfs historier helt oplagte at tage med, selv om han hverken har en far eller mor med i sin historie. Lööf kan næsten virke lidt anakronistisk, med sine klare, bløde og runde tegninger, der typisk er rolige i farven og enkle at overskue og forstå.
Rygterne vil vide, at han engang forsøgte sig på en kunstskole, men slet ikke forstod finten med impressionistisk maleri. Det blev noget rod med alle de skygger og forvirrende dobbelteksponeringer. Det skal være så enkelt, at selv en rummand ville kunne forstå formålet med de afbildede ting.
Men samtidig med, at han fastholder de helt naivistiske illustrationer, så er hans historier rablende og pjankede. Men bevares - stadig naive, hvad enhver, der har læst hans tegneserier om Felix vil vide. Pelle hjælper en ridder handler om den driftige Pelle, der mirakuløst befinder sig i middelalderen, hvor han skal hjælpe en lidt ældre ridder med at besejre en drage. Helt i Lööfs ånd, så besejres den ikke via kamp, men med en peberkværn.
Det er en god historie med en god slutning, som Pelle selv siger det i bogen. Jeg kan kun give Pelle ret. Det er så pokkers naivt, at man ikke kan lade være med at elske det.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-02-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret