Luk vindue

Lykkelige ulykker

Holly Black & Tony DiTerlizzi (ill.)  : Spiderwick serien. 1: Felthåndbogen. 2: Øjet i stenen. 3: Lucindas Hemmelighed. 4: Jerntræet. Oversat af Erik Egholm, cirka 110 sider stykket. 79 kr.
Dav Pilkey: Kaptajn Underhyler. 1: Kaptajn Underhylders eventyr. 2: Kaptajn Underhylder og kampen mod de hvæsende wc´er. 3: Kaptajn Underhylder - Kantinedamerne f. Oversat af Kim Langer, ca. 150 sider stk., 99 kr. pr. titel. Sesam.
Lemony Snicket: Fra serien »En ulykke kommer sjældent alene«. 1: Den onde greve, 2: Slangeværelset, 3: Tårepersersøen, 4: Savværket i Sorgenfuld.. Oversat af Susanne Vebel og Ole Steen Hansen, ca. 160 sider stk. Pris: Bd 1: 50 kr. Bd. 2-4: 99 kr. pr. titel. Sesam

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Serieord. Kioskbaskere for børn er bedre end deres rygte.

»HVIS du foretrækker mere hjertevarme og lykkelige historier, så læs noget andet,« skriver Lemony Snicket på bagsiden af sin serie om Baudelaire-børnene. Serien En ulykke kommer sjældent alene er efterhånden solgt i mere end 13 millioner eksemplarer og skal nu filmatiseres med Jim Carrey i skurkerollen.

Og sandt er det, at serien om de tre rige og intelligente Baudelaire-børns skæbne ikke indeholder særlig mange opløftende momenter. Allerede i første bind dør deres forældre ved en frygtelig ildebrand. Det bliver deres værges ansvar at finde et passende opholdssted for børnene. Værgen, en teknokratisk bankmand ved navn Poe, er imidlertid kun interesseret i at miste så få arbejdsdage som muligt, og finder gang på gang ganske uegnede opholdssteder for børnene. Samtidig er skurken, deres slægtning Grev Olaf, ude på at dræbe børnene - dog først efter at have adopteret dem på lovlig vis - og derved arve Baudelaire-formuen, der er indefrosset, indtil børnene fylder atten. Grev Olaf dukker op i alle bøgerne, først som sig selv, og siden hen i forklædning med stadig mere ondskabsfulde og udspekulerede planer.

Det kommer måske bag på mange, men litterært set er serien ikke dårlig. Der er litterære referencer, for eksempel har børnene sandsynligvis taget navn efter den franske digter Baudelaire, der med sin Spleen de Paris om nogen repræsenterer det mismodige, og Poe, der arrangerer børnenes ophold, er formodentlig inspireret af gysets mester Edgar Allan Poe. En anden ond skikkelse i bind fire er for eksempel dr. Orwell, som naturligvis er øjenlæge (»Big Brother is watching you!«).

Stilen i bøgerne er ikke moderne, nærmest altmodisch, og slet ikke skrevet som til børn. Fortælleren haster deruda´, og husker så undervejs at forklare børnene, hvad de svære ord betyder: »Og jeg kan simpelthen ikke beskrive det groteske og gruopvækkende - ordene ´grotesk´ og ´gruopvækkende´ betyder her ´forvredent, mast, plettet og blodigt´ - syn af stakkels Phils ben.« Og således kan yngre læsere få forklaret ord som »optimist«, »overvættes« og deslige. Hertil kommer, at det mindste barn, Sunny, kun taler babysprog, som såvel fortæller som søskende forstår fuldt ud - og også disse ord forklares pedantisk i løbet af romanerne.

Det lidt svære sprog kompenseres af en relativ effektiv handling og enkle persontegninger. En ulykke kommer sjældent alene er ikke en kompliceret serie, bevares, men den er sjov såvel for oplæser som lytter. For børnene, fordi serien er spændende, for de voksne, fordi den dels indeholder let genkendelige litterære henvisninger, som man kan grine lidt ad, dels gør tykt grin med seriebøger for børn i al almindelighed.

I Spiderwick-fortællingerne har Holly Black og Tony DiTerlizzi fortsat den ugæstfrie stil. Bagsideteksten i bind 1 lyder »Gå din vej/ luk bogen i/ læg den ned/ og du er fri« (Det er åbenbart obligatorisk, at der er tre børn - måske fordi Potter-bøgerne også har tre: Harry, Hermione og Ron).

Her handler det om de tre børn, der har fundet en hemmelig bog om nisser forfattet af deres for længst forsvundne onkel, Arthur Spiderwick. En bog, der efterstræbes af et ondt væsen ved navn Mulgarath, men også af såvel nisser som alfer, der ønsker at destruere den for at undgå, at Mulgarath læser i den og derved finder en måde at udslette alle andre på. Bøgerne er klassiske fantasyfortællinger, krydret med flotte illustrationer af Tony DiTerlizzi. De er mere stilfærdige end Snickets ulyksalige bøger, og der er mere fokus på persontegningen end på handlingen.

I centrum står drengen Jared, der med sit hidsige temperament kommer ud for mange - ofte selvskabte - problemer. Af samme grund bliver Jared også den, man altid peger på, hvis der sker en ulykke. Og ulykker sker der masser af omkring børnene, fordi Jared opbevarer den hemmelige bog - indtil den altså bliver stjålet.

I modsætning til de øvrige serier kan Spiderwick-fortællingerne ikke læses som selvstændige bøger. Der er tale om en lang fortælling delt op i en planlagt serie på fem bøger plus en sjette bog, som vil være selve den hemmelige felthåndbog. Og som det er typisk for en lang fantasyfortælling, så er der belønning i vente for de børn, der er tålmodige, for når historien først kommer i gang i midten af første bind, er der klart langt mere at hente hos Spiderwick-børnene end i de øvrige seriebøger nævnt i anmeldelsen.

Det giver næsten sig selv, når historien får lov til at udfolde sig i fem bind fremfor at skulle begrænse sig til 100 sider.

MEN når man er træt af det alvorlige og ugæstfrie, er det næsten befriende at møde den umådelig populære, latrinære, vulgære og gudbenådet morsomme Dav Pilkey. Bogen handler om de to forfærdelige børn, der går i fjerde klasse, Jimmy og Otto, og deres skoleinspektør, der ved et højt fingerknips ufrivilligt og af hypnotiske årsager forvandler sig til superhelten Kaptajn Underhylder. Børnene er altid ude på ballade, der typisk involverer enten rumuhyrer eller ondskabsfulde robotter.

Der er tale om friskfyragtige, bombastiske og anmassende historier, hvori der indgår et par ubehjælpsomme og korte tegneserier, der er smækfyldte med stavefejl (fordi det er Jimmy og Otto, der har lavet dem).

Dav Pilkey har endvidere inkluderet såkaldte vend-o-rama i bogen, som er to tegninger på hver sin side, som hvis man vender siden hurtigt, vil se ud som et levende billede, ligesom de helt gammeldags tegnefilm. Det bliver ekstra sjovt, skriver Pilkey, hvis man tilsætter egne lydeffekter, idet vend-o-rama teknikken bruges til at vise de voldelige scener i bøgerne. Som man næsten kan gætte af bøgernes titler: »Kantinedamerne fra det ydre rum går til angreb - og bagefter gør de lige så onde zombie-nørder fra spisefrikvarteret det samme«, så er handlingen helt og holdent fuld af fis og ballade. Helt og aldeles utroværdig, fuld af crazy påhitsomhed og på et niveau, der absolut vil læne sig op ad, hvad børn fra fire-fem års alderen og frem vil synes er vidunderligt underholdende. Hermed varmt anbefalet til meningsløse og regnvåde weekenddage.

Anmeldelse tidligere bragt den 08-08-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret