Luk vindue

Brikker i et spil

Kenneth Bøgh Andersen: Himmelherren. 252 sider, 299 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Flere drager. Litteraturfilosofi og fantasyfortælling kæmper om handlingen hos Kenneth Bøgh Andersen

Kenneth Bøgh Andersen: Himmelherren. 252 sider. 299 kr. Høst & Søn.

I Michael Endes Den uendelige historie (1979) suges Bastian Balthasar Bux ind i en fortælling og kommer til landet Fantásien, som han redder fra den truende tomhed ved at fortælle nye historier. Blot kommer det bag på ham, at alt, hvad han fortæller, bliver til virkelighed. I Kenneth Bøgh Andersens nye roman, Himmelherren, er det Peter, der pludselig befinder sig i det univers, han selv har digtet, men til sin store skræk opdager han, at det ikke længere er ham selv, der styrer fortællingens gang.

Bøgh Andersen har tidligere leget med fortællerrollen i trilogien Slaget i Caïssa, der består af bøgerne Åbningen (2000), Tågemandens død (2000) og Skakmat (2000) om drengen Frode, der ligger svag og dødssyg i sin seng, da han af en mystisk tåge drages ind i et mærkeligt land. Frodes bedste veninde Nanna dukker op på Frodes værelse tidsnok til at smutte ind i tågen, inden den forsvinder, og bliver derfor helt utilsigtet suget ind i det mærkelige land - bare et helt andet sted end Frode. Landet Caïssa er i virkeligheden et skakbræt, og Frode en af de hvide brikker, der skal spille mod de sorte.

Hvor det filosofiske i Slaget i Caïssa er trængt i baggrunden til fordel for en hæsblæsende handling i bedste fantasystil, er det fortællerfilosofiske meget fremtrædende i Himmelherren. I trilogien om Caïssa er det filosofiske spørgsmål, om børnene i virkeligheden er brikker i et spil eller selv har indflydelse på deres bevægelser. I Himmelherren stilles spørgsmålet igen, dog med den krølle, at hverken brættet eller brikkerne er kendt på forhånd.

I Himmelherren er historien kort fortalt den, at Peter overfaldes af skolens tre plageånder, som det lykkes ham at snøre. Dog lover de ham en grusom hævn, når de mødes næste gang. Under en voldsom storm senere på dagen, mens han er i et tivoli sammen med den pige, han er forelsket i, føres de alle ind i Peters fantasiverden sammen med de tre plageånder, der til lejligheden forvandles til trolde. Pigen Cora bortføres af troldene, og Peter, der i fantasiverdenen er forvandlet til en tyv i bedste Disney-stil, må bruge al sin mod og list for at redde hende fra en grusom skæbne. På vejen får Peter hjælp af en stor bjørn, der måske, måske ikke, er lig Peters ven Bjarke fra den virkelige verden. Og hjælp får Peter hårdt brug for, for vejen til Cora fører ham forbi morderiske hekse, løgnagtige kæmper, uhyggelige spøgelser og ildspyende drager. Kulminationen af rejsen sker, da han når frem til det sted, hvor det siges, at Himmelherren er indespærret, og hvor det onde venter på ham.

ALT sammen helt gængs fantasy, hvis ikke det var fordi, fortællingen jævnligt afbrydes af Peters diskussioner med den fortæller, han tror skriver historien. I begyndelsen er fortælleren en spåkone, som har tilegnet sig Peters oprindelige manuskript og nu skriver videre på det, senere viser det sig, at det er en helt anden, for til slut at være en helt tredje. Bøgh Andersen holder gang i en imponerende kunstnerisk jongleren med fortællerrollen, samtidig med at fantasyfortællingen kører for fuld skrue. Og Bøgh Andersen kan heller ikke nære sig fra på omslaget at optræde i den forklædning, han formodentlig har givet sig selv i romanen.

På trods af den avancerede fortælletekniske leg lykkes det Kenneth Bøg Andersen at stykke en historie sammen, som forfører læserne ind i den lidt labyrintiske fortælling. Styrken ved Himmelherren er, at den formår at overskride den til tider lidt for sort-hvide konvention ved fantasyfortællinger, som dikterer, at de altid handler om kampen mellem det gode og det onde.

Endvidere er det i Himmelherren ikke ligegyldigt, at der er en eksplicit fortæller, der skriver tingene, mens de sker, for det indvirker direkte i fortællingen ved på et tidspunkt at redde helten fra at dø. Det lyder muligvis lidt rodet. Men den 28-årige Kenneth Bøgh Andersen kan flikke en spændende historie sammen ud af temmelig mange løse ender og på mageløs vis til slut binde en knude, der samler alle trådene til sidst.

Det er en spændende, tankemæssigt udfordrende og usædvanlig præstation. Guf for såvel fantasy-elskere som for dem, der holder af litterære eksperimenter.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-08-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret