Luk vindue

Vi har brug for det onde

Charlotte Blay: Genfærdet - Tora i Skotland. 229 sider. 229 kr. Høst
Martin Houlind: Emilie og Andreas og Mysteriet om Lysbærernes orden. 148 sider. 149 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Gru. Når det onde gennemvæder alt det vat, der omgiver os.

I en verden, hvor det at rejse til den anden side af Jorden er trivielt, hvor man ikke forbavses over, at bilen på formfuldendt engelsk kan finde på at bede en om at tage sele på, og hvor en kendt burgerkædes kaffebægre advarer om, at indholdet kan være varmt, er det ikke underligt, at man kan komme til at længes efter spænding.

Efter noget, der får nakkehårene til at rejse sig, og som kan gøre verden lidt mindre sikker, lidt mindre forudsigelig. En verden, der giver plads til udfoldelse og til at vække de skjulte helteressourcer i os. Det er her, at det onde kommer ind. Den sniger sig ganske langsomt ind på os og gennemvæder alt det vat, der omgiver os, indtil vi til sidst står ganske alene ansigt til at ansigt med det, der skræmmer os allermest. Det er nu, man skal mobilisere sine skjulte reserver.

At finde sine skjulte reserver er da også et hit blandt børn og unge, der med fantasien og nysgerrigheden i god behold er tørstige efter historier, der kan hjælpe dem med at teste deres mands- og kvindemod i drømmeland. Her til lands har især Peter Mouritzen tegnet gysergenren og forsvaret den med en misundelsesværdig veltalenhed, og løbende udkommer nye bøger af såvel debutanter som gengangere, der sikrer det ondes plads i børnelitteraturen.

Emilie og Andreas og mysteriet om Lysbærernes orden er en ny serie, som den 27-årige Martin Houlind debuterer med, og som med en fremragende og drabelig forside af Claus Rye Schierbeck henvender sig til de gyserhungrende børn i 10-14 års alderen. Her kastes de to børn, Emilie og Andreas, der bor i et pænt parcelhuskvarter, ind i et rædsomt opgør med en satanisk kult, der blandt andet ved hjælp af zombier ingen midler skyr for at sikre djævelens genfødsel.

Martin Houlind har vældig godt fat i hovedpersonerne, som vitterlig må gribe temmelig dybt inde i sig selv for at vække deres slumrende heltegen. Historien kører bare deruda´ fra første side i et flydende, men beskrivende sprog, der fremmaner uhyggen ganske effektivt, efterhånden som læseren får tygget sig gennem siderne. Martin Houlind har baseret Lysbærernes orden på historiske optegnelser af et hemmeligt selskab dannet af en katolsk præst, der havde relativ stor udbredelse i slutningen af 1700-tallet, og for at give bogen og personerne lidt ekstra krydderi har forlaget og forfatteren sideløbende med udgivelsen lanceret et website (www.emilie-og-andreas.dk), hvor man kan finde baggrundsmateriale og interviews med forfatteren.

Alt i alt en utrolig fin debut for Martin Houlind der inden for en genre, der tynges af stereotyper, alligevel har formået at skabe spænding, gys og ægte medleven.

EN anden ny serie er Charlotte Blays Genfærdet, der handler om Tora på 14 år, der skal besøge sin arkæolog-far på en lille skotsk klippeø, der indeholder en skjult skat og meget spøgeri. Der er jo det ved Tora, at hun har en særlig evne til at se og tale med spøgelser.

Blays historie er ikke nær så uhyggelig som Houlinds, men det er såmænd heller ikke meningen, for hendes bog er ligesom Houlinds serie et svar på forlagenes efterlysning af en moderne (og salgbar) afløser for serier som »De 5« af Enid Blyton, »Jan« og »Puk«, som i øvrigt for begges vedkommende var skrevet at Carlo Andersen og Knud Meister. Der udkom hele 81 Jan bøger, og Enid Blytons serie var så populær, at en franskmand formastede sig til at skrive videre på »De 5«-serien efter hendes død.

Så der er masser af økonomisk potentiale i en populær serie. Uhyggen savnes dog ikke hos Blay, for faren bortføres og Tora forfølges blandt andet af en hovedløs rytter. Det bliver hendes opgave, sammen med den jævnaldrende, men ikke helt så modige dreng, Roy, at befri hendes far, finde skatten og en måde hvorpå spøgelserne kan få evig hvile.

Charlotte Blay har skrevet talrige bøger, og med sin nye serie rammer hun ganske godt pigerne i alderen 10-13 år. Det er måske ikke litteratur med stort L, men det er glimrende håndværk. Og i et seriemæssigt perspektiv er det det, der tæller.

Anmeldelse tidligere bragt den 16-02-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret