Luk vindue

Bare jeg var en troldmandshelt

Jonathan Stroud: Amuletten fra Samarkand. På dansk ved Tom Havemann. 436 sider. 249 kr. Sesam

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnebestseller. Første del af ny trilogi, der skal konkurrere med Potter.

ENHVER rask dreng ønsker at være en helt og redde verden, selv om pigerne efterhånden - og bl.a. takket være Disney-koncernens nyeste pigehelt Kim Possible - også må siges at være godt med på den galej. På dansk har kun få som Knud Holten så poetisk, fantasifuldt og energisk kunnet manifestere dette i fantasygenren som i sin serie om Alex Morgenstjerne, som Gyldendal genudgav sidste år. Filmatiseringen af Ringenes Herre har intensiveret drømmene om det magiske - og Rowlings Harry Potter, Philip Pullman og Eion Colfers har eftertrykkeligt hevet magien ind i et rum, der er så ægte, så mange ligefrem har svært ved at forestille sig, at magien ikke findes et sted derude.

Nyeste skud på stammen og den for tiden tredjebedst sælgende børneroman i England er den relativt unge forfatter Jonathan Strouds Amuletten fra Samarkand. Det er en anderledes humoristisk, spændende og veloversat selvironisk roman, der foregår i et fremtidigt England, hvor demokratiet er blevet erstattet af et ministerielt troldmandsstyre. Der er ikke meget tuttenuttet over denne historie, hovedpersonen, den 12-årige Nathan, gennemgår en masse ydmygelser og grusomheder, men forfatteren dvæler ikke over disse, som det sker i Harry Potter serien.

I Amuletten fra Samarkand bliver Nathan som spæd af sine ukendte fattige forældre solgt til troldmændene for at blive troldmandslærling. Hans læremester, Arthur Underwood, kan ikke lide børn, men er tvunget til at tage imod ham. Da Nathan ydmyges af den ambitiøse troldmand, Simon Lovelace, mister han helt respekten for Underwood, der ikke forsvarer ham, og lover sig selv at hævne ydmygelsen uanset omkostningerne. Nathan er intelligent og lærenem, og inden længe har han uden sin mesters vidende påkaldt små hjælpeånder. Via dem opdager Nathan, at Lovelace er i besiddelse af en amulet, som han har skaffet sig på ulovlig vis.

Nathan tilkalder derfor en lidt større hjælpeånd, en såkaldt djinn ved navn Bartolomæus, der stjæler amuletten fra Lovelace og skjuler den i Underwoods arbejdsværelse. Det går naturligvis helt galt: Lovelace myrder Underwood og stjæler amuletten tilbage, og Nathan må nu gemme sig for såvel Lovelace som for politiet, der tror, at Nathan er den skyldige i mordet. Godt hjulpet af den meget vrantne djinn forsøger Nathan at redde sit skind, få hævn over Lovelace og forhindre ham i at gennemføre en temmelig skummel plan, der har noget at gøre med premierministeren...

Historien fortælles af den selvglade og kyniske djinn, Bartolomæus, som indimellem suppleres af en tredjepersons fortæller, som primært ser tingene fra Nathans synsvinkel. Bartolomæus kommenterer handlingen løbende via en del distancerende og humoristiske fodnoter. Det rigtig gode ved Amuletten fra Samarkand er selve historien. Bogen er sindsoprivende spændende, den rider på bølgen af magi, udnytter skamløst de unge læseres drømme om at være helt, følger de gængse regler i fantasygenren om, hvordan man skal bygge en fortælling op, og bruger velkendte litteraturhistoriske tricks, hvor man eksempelvis nemt kan se paralleller mellem Nathan og Bartolomæus og Don Quijote og Sancho Panza.

Fordi bogen handler om politik, magt, korruption og samvittighed, er Stroud blevet sammenlignet med Orwell. Det er nok at gå for vidt, for bogens personer forbliver blot brikker i det meget omfattende og lidt omstændelige komplot. Der sker simpelthen for meget på for lidt plads til, at forfatteren når at gøre personerne og kulisserne sådan helt rigtigt levende. Disse fejl tilgiver man gerne Jonathan Stroud, fordi Amuletten fra Samarkand trods alt er underholdende og sjov og helt sikkert fænger drengene og mange af pigerne.

Anmeldelse tidligere bragt den 31-10-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret