Luk vindue

Hvad er en billedbog?

Nina Christensen: Den danske billedbog 1950-1999 – teori analyse, historie. 340 sider, 328 kr. Roskilde Universitetsforlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbogen. Ph.d. afhandling om den danske billedbog de sidste halvtreds år.

At ovenstående spørgsmål er blevet besvaret på mange måder dokumenteres fantastisk af Nina Christensen, der har omarbejdet sin ph.d. afhandling fra sidste år til en bog til glæde for såvel fagfolk som menigmand. Holdningen til hvad en billedbog er, bør være og ikke mindst hvordan den skal vurderes, har vekslet meget gennem de sidste halvtreds år: I 50’erne skulle billedbogen først og fremmest være moralsk egnet til børnene, i 60’erne skulle den være litterær, i 70’erne politisk korrekt, i 80’erne æstetisk, og i 90’erne kan man se, at billedbøger også kan skrives af forfattere af skønlitteratur for voksne, fordi man i dag godt kan anerkende billedbogen som et litterært (kunst)værk i sig selv. Dog ser man ser ofte at billedbøger vurderes ud fra subjektive og oplevelsesorienterede kriterier, ikke mindst i anmeldelser.

I praksis er man vel sjældent i tvivl om det, man får i hænderne er en billedbog eller ej. Men her hører enigheden også op. Billedbogen har eksisteret i spændvidden mellem kunst og pædagogik, noget som blandt andre den hjemlige børnelitterære professor Torben Weinreich har skrevet en glimrende bog om. Problemet i en nøddeskal er, at det er svært at tænke sig en billedbog uden samtidig at have et barn som tilhører. Kort sagt henvender en børnebog sig til børn, og hvis ikke de gider at læse den, så er det ikke længere en bog for børn. Folk som Per Højholt har tidligere fremført det standpunkt, at man ikke kan lave kunst for børn, en holdning, som han første gang fremførte i 1967 og sidst gentog i 1990, hvilket sådan set er meget konsekvent, men næppe kan siges at være særlig fremsynet eller konstruktivt. Og som Nina Christensen tørt konkluderer: ”Anklages børnelitteraturen med jævne mellemrum for at være for banal, for pædagogisk og didaktisk møder den modsat også kritik, når der eksperimenteres inden for dens ramme. Da bliver den kritiseret for ikke at henvende sig til børn.”

Vi kan nok konkludere, at den diskussion om kunst kontra pædagogik nok aldrig afsluttes. Uenigheden, påpeger Christensen helt korrekt, handler også om hvem, der får kunststøttemidler, dvs. bibliotekspenge, legater og deslige. Man kan tænke tanken, at hvis der var flere forfatterpenge i pædagogisk litteratur, så ville lang flere voksne blive udsat for pædagogisk litteratur. At uenigheden ikke kun er teoretisk, men har praktiske konsekvenser, kan man se hos forfatterne: De foretrækker at dele sig op i to foreninger, en for ”rigtige” voksenforfattere og en for alle de andre (som underforstået ikke laver kunst, men pædagogik), og som derfor ikke skal have lige så mange penge som de ”rigtige” forfattere.

En anden variant af diskussionen er de, som ønsker skillelinien mellem børnelitteratur og ”rigtig” litteratur ophævet. Det giver ikke rigtig mening, påstår de, og denne holdning støttes tilsyneladende varmt af nogle forfattere, der med følsom stemme bekender, at de skam ikke har haft en bestemt aldersgruppe i tankerne, da de skrev deres mesterværk. På det punkt deler Nina Christensen - og undertegnede i øvrigt også - indiskutabelt holdning med Weinreich, nemlig at hvis en bog læses af begge aldersklasser skyldes det, at den appellerer til noget, der er fælles for børn og voksne, ikke fordi skillelinien ikke findes.


Nina Christensens bog er intet mindre end et milepæl i billedbogsforskningen. Ikke fordi den leverer nye, banebrydende teorier, for det gør den ikke. Men fordi hun loyalt og forbilledligt fremlægger og systematiserer de sidste halvtreds års billedbogsproduktion og den samtidige teoretiske og børnelitterære offentlighed, som med større eller mindre elegance og intelligens har præget børnebogen. Man kan til tider fare lidt vild i hendes bog. Den bliver ikke uinteressant, men i sine associeringsrækker og mange nuanceringer får hun til tider læseren til at glemme hvad det var, hun var i gang med at udrede. Det er endvidere en kendsgerning, at man som menig læser higer efter en afklaring, som Nina Christensen dybest set ikke mener kan gives. For til spørgsmålet ”Hvad er en billedbog?”, svarer hun at ”hver eneste udgivne billedbog er et svar” og fortsætter med at sige, at ”dette udsagn må uddybes på en teoretisk, analytisk og historisk baggrund”. Det er sådan set problematisk, for her kobles pludselig en formel karakteristik af, hvad man kan kalde en billedbog, med en tidsbestemt opfattelse af billedbogen, og denne meget relativistiske holdning må nødvendigvis kollidere med den i bogen ligeledes opnåede konklusion af at ”billedbogen fremstår som et særegent udtryk, eller om man vil, en genre.” Og så lister Christensen disse karakteristika op. Sådan kan man blive forvirret på et højere plan. Men forvirringen er til gengæld voldsom frugtbar, oplysende, interessant og til tider endda sjov.

Anmeldelse tidligere bragt den 08-08-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret