Luk vindue

Moderne gammeldags fantasy

Kirsten Sonne Harild: Den Hemmelige By. 216 sider. 199 kr. Gyldendal
Lian Hearn: Nattergalens sang. Otoriklanernes fortællinger. Oversat af Karin Bodenhoff. 320 sider. 269 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Fantasy. Medrivende australsk pseudodebut og en lidt mere lunken ægte dansk debut. Begge er lige til rygsækken.

LIAN Hearn er et pseudonym for den australske børnebogsforfatter, Gillian Rubinstein, der har mere end 35 bøger på samvittigheden, har vundet en del priser og også tidligere er oversat til dansk. Hvorfor hun har valgt at skrive under pseudonym er uklart. Helt tydeligt er det til gengæld, at der er tale om en fantastisk medrivende første del af en fantasy trilogi, der henvender sig til såvel unge som ældre.
Det er ikke overraskende, at bogen har vakt international opmærksomhed. Nattergalens sang foregår i et feudalt samfund, der minder meget om det japanske. Romanen handler om drengen Takeo, som tilhører de skjultes klan, hvis religion påfaldende minder om kristendommen. Hans landsby udryddes, men det lykkes ham at flygte, og han reddes i sidste øjeblik af Lord Otori Shigeru af Otoriklanen, der efterfølgende adopterer ham. Det viser sig imidlertid, at Takeo har arvet en række mørke evner efter sin far, som kommer fra stammefolket, en nærmest mytisk slægt: »De kan føres tilbage til en tid, hvor magi var stærkere end våben, og guderne stadig vandrede på Jorden.« Stammefolket kan gøre sig usynlige, bevæge sig utrolig hurtigt og har en hørelse, som de fleste hunde ville misunde. Stammefolket blander sig ikke i klanernes indbyrdes stridigheder, men sælger ydelser til højestbydende: de bliver som regel brugt som spioner eller lejemordere.
Otoriklanen er nøglen i et større politisk spil omkring den grusomme hersker Iida, der tilhører den dominerende klan. Lian Hearn balancerer historien umådelig professionelt, og det er virkelig godt tænkt at lade Takeo være opdraget kristent, for siden at skulle opdrages af stammefolkenes fuldstændig modsatrettede og arrogante livsfilosofi. Det andet gode ved historien er, at intet bliver, som man forventer det. De planer, som Lord Otori og Takeo lægger, bliver kuldkastet af omstændighederne, og historien bugter sig derfor frem, fuld af overraskelser og afsløringer, der kaster et helt nyt lys over de mange personer, som vi møder undervejs. Der er naturligvis også en kærlighedshistorie, der udvikler sig dramatisk, mellem Takeo og en umådelig smuk pige ved navn Kaede, der har været fanget hos herskeren Iida, og som af politiske årsager er udset til at gifte sig med Lord Otori.
Det er kort sagt en gedigen fantasyroman, som handler om krig, kærlighed, ungdom og alderdom, ære og værdighed i en japansk fortid, som slet ikke var, men som burde have været. Lian Hearn skriver smukt og flydende, oversættelsen er lydefri og det er derfor den perfekte bog at pakke i rygsækken.

KIRSTEN Sonne Harild er dansk debutant - utroligt i øvrigt hvor mange debutanter, der har været i år. Sidste år var der klager fra kulturlivet over alle de aldrende forfattere, men jeg skal love for, at der i 2003 har været den ene overbevisende debut efter den anden.
Harilds bog, Den Hemmelige By er en lidt besynderlig gammeldags sag. Allerede omslaget, som jeg nærmest finder frastødende, minder om Enid Blyton og hendes mange serier, for eksempel De Fem. Jeg har slet intet imod Enid Blyton - tværtimod har jeg slugt hendes mange romaner, dengang jeg selv var barn, men i dag virker hendes historier unægteligt en anelse bedagede, da den skabelon, de er skåret efter, er gået af mode, efter at virkeligheden har forandret sig.
Og det er egentlig også det, som gør det så svært at anmelde Kirsten Sonne Harilds roman. For hun gør det godt, det er bare lidt gammeldags. Romanen foregår på og handler om Bornholm. De underjordiske er på drabeligt spil, da øens turistindustri i samarbejde med borgmesteren planlægger at anlægge en stor motorvej tværs over Bornholm. Den vil imidlertid kræve, at man sprænger et område, der rummer de underjordiskes Hemmelige By. Det lykkes to ferierende børn, Emmy og Frederik, på henholdsvis 11 og 12 år, at klare skærene for de underjordiske efter en del strabadser og farlige episoder samt en uskyldig forelskelse mellem de to børn.
Det er svært at pege præcist på, hvad det gammeldags i historien egentlig består i. Måske at selv de farlige situationer ikke helt skræmmer, at de onde ikke er rigtigt onde, og at personerne ikke rigtigt kommer ud af de roller, de fra starten er blevet tildelt. I alt fald sidder man lidt tilbage og synes, at det er en udmærket bog, Kirsten Sonne Harild har skrevet, men at den ligesom ikke rigtigt hitter alligevel. Så hvor Nattergalens sang er en moderne fantasyroman, der foregår i gamle dage, er Den Hemmelige By en gammeldags fantasyroman for de mindre børn, der foregår i moderne tid.
Men Harild har med sin bog bevist, at hun har et godt potentiale. Og det er ikke så ringe endda.

Anmeldelse tidligere bragt den 27-06-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret