Luk vindue

Her er en dåseåbner

Thomas Thurah: Hvad siger du, Oscar? Verdenslitteraturen fortalt for børn. 168 sider,. 229 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kanon. Homer, Dante, Dostojevskij og Grass for børn.

Thomas Thurah, tidligere litteraturredaktør på herværende avis, har i en ny udgivelse fra Gyldendal besluttet sig for at give en introduktion til tolv af litteraturens absolutte hovedværker for børn. Kan man overhovedet det? Skal man i virkeligheden gøre det? Er problemstillingerne alligevel ikke for komplekse og for ligegyldige for børn? Jeg tror, at hvis vi erstatter ordet børn med unge, så er vi ved at være henne ved målgruppen. I alt fald skal bogen ikke læses før man er i gang med forvandlingen fra barn til ung, dér, hvor man begynder at spørge sig selv hvem man er, hvorfor man er – og om man partout skal mene det samme som sit ophav. Sådan cirka overgangen fra skolens ældste klasser til gymnasieårene. Det er derfor ikke tilfældigt, at Thurah har valgt ”Hvad siger du, Oskar?” som titel til sin bog. Den hentyder til Günther Grass’ roman, Bliktrommen, og dets hovedperson Oskar, der beslutter sig for ikke at blive voksen. Men hvad er det nu, Oskar i virkeligheden fortæller os? Hvorfor er det nu, at man skal blive voksen? Hvad indebærer det? Og hvorfor skal man i det hele taget læse bogen?

De tolv hovedværker, som Thurah har valgt at fortælle om, er Odyseen, Kong Ødipus, Den guddommelige komedie, Romeo og Julie, Don Quixote, Candide, Faust, Forbrydelse og Straf, Huckleberry Finn, Til fyret, Øst for paradis og Bliktrommen. Lad os se det i øjnene: Ikke just anbefalet sengelæsning for en 14-årig, måske nok med undtagelse af Huckleberry Finn. Man kan altid diskutere udvalget: Hvorfor Romeo og Julie og ikke Hamlet? Hvor er Dickens? Hemmingway? Proust? Men det er ærlig talt en detalje, for selvfølgelig kunne man altid have valgt nogle andre, men kendetegnende ved de romaner, som Thurah har valgt er, at de med lidt god vilje kan koges ned til et relevant eksistentielt spørgsmål og et ditto bud på et svar, hvor ingen af delene - selv ikke efter hundredvis af år - føles forældet. Thurah indleder bogen med at sige, at hans hensigt er at genfortælle de 12 historier for børn, ”men uden at trække noget fra, i hvert fald ikke uden at trække mere fra, end man altid gør, når man fortæller noget videre. Meningen er, at man ved at læse de tolv kapitler kan få at vide hvad historierne handler om, og hvad de går ud på. Eller hvad de betyder, og hvad de har at sige os.” Så det gør han de næste 160 sider. Tegner og fortæller, nogle gange afdæmpet, andre gange med patos, men altid med øje for det overordnede tema, han finder relevant og med en evne til at reflektere over sin egen genfortælling. Han uddyber det, han finder væsentligt i et værk, og afdækker dets bud på et svar på det eksistentielle spørgsmål, som læsningen af værket afstedkommer.

Jeg må straks tilstå, at jeg var skeptisk, men det lykkes faktisk Thurah at gøre i alt fald alle mine betænkeligheder til skamme. Der er jo det ved den type historier, han genfortæller, at det kan være svært at læse dem uden at få lidt vejledning forinden. Tag blot Sofokles’ Kong Ødipus, som jeg mindes selv at have læst første gang i løbet af mine tidlige teenageår. Jeg var fuld af undren over den frygtelige historie: Hvorfor skriver man en sådan, hvorfor skal det være så frygteligt? Er skæbnen da uundgåelig? Og det er derfor at ramme hovedet på sømmet, når Thurah starter med at sige, at det er ”en af de frygteligste historier, der nogensinde er blevet fortalt.” Og slutter med at sige, at ”Og selvfølgelig skal vi se sandheden i øjnene, også sandheden om, hvem vi selv er. Selvfølgelig. Men vi skal ikke stirre os blinde på den.” Det er faktisk Thurahs store fortjeneste, at han evner at formidle det gennemgående tema i historien på en vedkommende måde. Det eksistentielle tema, der er eviggyldigt og almenmenneskeligt. På den måde lykkes det ham at undgå at blive docerende: Han er ikke ude på at belære os, men rækker os i stedet en slags dåseåbner til litteraturen. Så kan det være, at smagen af indholdet i den dåse, man netop har åbnet ikke var lige det, man havde tænkt sig, men man har da i det mindste fået åbnet og smagt på det. Det er ikke sjovt at stå med en dåse uden dåseåbner, og sådan er det også med den rigtigt gode litteratur, der tit og ofte også kan være vanskelig at konsumere og bearbejde: Hvis man vil have noget ekstraordinært ud af sin læsning er det bedst at orientere sig lidt på forhånd, alternativt bagefter. Og ærlig talt: Jeg vil vove et øje og sige, at der for unge ikke findes bedre bøger om litteratur end lige netop denne. Og det er slet ikke utænkeligt, at de voksne ville få mindst lige så stor glæde af den som børnene.

Anmeldelse tidligere bragt den 09-05-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret