Luk vindue

Til kamp mod Gud

Philip Pullman: Ravkikkerten. Oversat af Hanna Lützen, 520 sider, 348 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kan man det? En halvteologisk udviklings- og røverroman for unge.

Pullmans værk er såvel et opgør med den kristne kirkes moralforståelse og struktur som en gribende og kompleks historie om det at blive voksen. I princippet kan romantrilogien anskues som et faderopgør, hvor de to hovedpersoner skal gøre op med sig selv, hvad de mener om Gud, moral og kærlighed i et stort anlagt univers, der bogstaveligt talt rækker fra himmel til helvede.

Kort fortalt foregår hovedhandlingen i trilogien i et univers, som er fuldstændig under en kirkes kontrol med stærke inkvisitoriske tilbøjeligheder, og som har fjernet sig fra det oprindelige kærlighedsbudskab. Lord Asriel har opdaget et stof kaldet Støv, som dels er universets byggesten, men som også giver adgang til andre verdener, og som han derfor vil undersøge nærmere. Kirken forbyder ham siden hen at fortsætte, idet han er for kættersk og sætter i stedet den falske og onde fru Coulter til at lede de kirkelige undersøgelser, der foregår på temmelig skræmmende og drabelig vis, idet kirkens formål er at udslette støvet en gang for alle, idet de i den ser kilden til synd. Hvad kirken ikke ved er, at Asriel og Coulter sammen har et barn, Lyra, som de ganske vist hverken passer eller ser og som derfor opvokser på Jordanuniversitet i Oxford uden at vide, hvem der er hendes forældre. Inden længe har Lord Asriel dannet en revolutionær hær fra alskens verdener, der lidt firkantet sagt vil forsøge at gøre en ende på Guds magt over mennesket på jorden.

De to hovedpersoner Lyra og Will stammer fra to forskellige verdener, pigen Lyra fra et univers, hvor man har en såkaldt daimon, en eksternaliseret sjæl, der har form som et dyr, og som er forbundet med en usynlig snor til sit menneske. Lyra ledsages af den 12-årige Will fra en parallel verden, der i betænkelig grad ligner vores, og som er den eneste, der kan åbne døre ind til andre verdener ved hjælp af Skyggernes Kniv. De to børn repræsenterer uden at vide det den nye tids Adam og Eva. I tredje bind er konfrontationen mellem Asriel og englene umiddelbart forestående, og alt mens Asriel forsøger at få fat i sin datter og i kniven, forsøger kirken samtidig at udslette børnene og få fat i det mægtige våben, som Skyggernes Kniv er. Børnene flygter, men har et mål i sigte, idet Lyra har lovet sig selv at besøge en dreng i dødens rige. Rejsen dertil byder på mange ubehagelige overraskelser og kræver næsten overmenneskelige ofre. Lidt senere, mens krigen mellem parterne raser i himlene, drager børnene til en paradislignende verden, hvor de skal opdage kærlighedens væsen, støvets hemmelighed og en altafgørende barsk realitet, som ikke skal røbes her.

Ravkikkerten er en fantastisk roman, der når fortællemæssige højder, som kun ses sjældent i det litterære landskab. Den låner historier og stumper fra Bibelen, Milton, Dante, gamle eventyr og fra den moderne fantasy-tradition og blender dem sammen til en original anretning, som mætter, inspirerer og begejstrer.

Oversættelsen er Hanna Lützen sluppet ualmindelig godt fra, derimod er det utilgiveligt, at Gyldendal ikke har oversat de små citater, der i vignetform indleder hvert kapitel i tredje bind. Selv for engelskkynddige kan enkelte af dem give problemer. Og det er vel ikke den slags problemer, man er ude efter, når man køber en oversættelse frem for originaludgaven.

Det er en bog for den unge, der er begyndt at spørge sig selv om, hvad meningen med livet er og for os andre, der endnu spekulerer over samme spørgsmåls svar og som nyder at kaste sig ud i fantasiens frådige bølger.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-05-2001 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret